Tema Regeringskrise i Tyskland

Skal alligevel ikke være udenrigsminister: Martin Schulz dropper nøglepost

Det tyske socialdemokrati bekræfter, at Martin Schulz alligevel ikke går efter jobbet som udenrigsminister.

Martin Schulz skal alligevel ikke være udenrigsminister. (Foto: TOBIAS SCHWARZ © Scanpix)

Det tyske socialdemokratiske parti, SPD, oplyser, at formand Martin Schulz alligevel ikke skal være udenrigsminister i en ny regering.

Meddelelsen kommer, efter at flere personer i partiledelsen har udtrykt deres utilfredshed ifølge det tyske medie Bild.

Onsdag blev Merkels konservative parti CDU, søsterpartiet CSU og SPD enige om at danne en koalitionsregering.

Oprindeligt havde Schulz meddelt, at han ikke ønskede et job i Merkels regering. Men onsdag lød det fra ham selv, at han ville påtage sig posten som udenrigsminister.

Det blev kritiseret fra flere sider. Blandt andet af den nuværende udenrigsminister, Sigmar Gabriel, der udtalte, at der var tale om "mangel på respekt".

/ritzau/Reuters