Skal din håndsprit være med citron eller tobak? Corona giver tyrkisk tradition nyt liv

I Tyrkiet har coronaepidemien fået gammel tradition til at blomstre. Nu dufter tyrkernes hænder af lavendel, citron og tobak som aldrig før.

Håndsprit med rose-, mandarin- eller tobaksduft? Mulighederne er endeløse i Tyrkiet, hvor coronaepidemien har givet en gammel tradition en renæssance. (Foto: Foto: Michael S. Lund)

Citron, lavendel eller måske en fræk tobaksvariant?

I Tyrkiet har coronaepidemien givet en gammel tradition en regulær genfødsel: Håndsprit med duft.

- Jeg kan anbefale den her med mimoseblomst. Det er min favorit, siger Tolga Atas, mens han hælder tyrkisk håndsprit i hænderne på mig.

Han er marketingschef hos en af Tyrkiets ældste producenter af kolonya, firmaet Pereja. Og så er han en del af en branche, som har oplevet et regulært boom under coronaepidemien i Tyrkiet.

Tolga Atas er marketingschef i kolonyafirmaet Pereja i Istanbul. Salget er femdoblet under coronaepidemien, hvor de unge har fået øjnene op for den gamle tradition. (Foto: Foto: Michael S. Lund)

- Før brugte folk mest kolonya til religiøse højtider, eller når de fik gæster. Men det var ret traditionelt, og det var mest lidt ældre tyrkere, der brugte det. Nu har de unge også opdaget det, og vi sælger meget mere af vores mere moderne dufte, siger Tolga Atas, hvis firma har femdoblet omsætningen af duftehåndspritten i år.

Kolonya er egentlig bare et tyrkisk ord for eau de cologne-parfumen, som blev opfundet i den tyske by Köln i 1700-tallet. Da duftevandet nåede til Istanbul i 1800-tallet, fik det sit tyrkiske navn.

Men måden at bruge det på ændrede sig.

Osmannernes håndsprit

I det daværende Osmannerrige tog folk kolonyaen til sig som en slags datidens håndsprit, og det blev en tradition at hælde den duftende væske på sine gæsters hænder, når de kom på besøg.

Traditionen blev dog mindre moderne med årene. Indtil corona ramte. Med 80 procent sprit i fungerer kolonyaen nemlig fint som håndsprit og er blevet anbefalet af de tyrkiske sundhedsmyndigheder som et effektivt våben i kampen mod covid-19.

I Pereja-butikken står flasker fremme med tyrkisk håndsprit med dufte med alt fra grøn te og lavendel til jasmin og mandarin. Marketingschefen hælder den ene efter den anden op i hænderne på mig, så de til sidst dufter som min ungdoms midtsjællandske provinsdiskoteker.

Tobakken er lidt for voldsom, mens grøn te-varianten giver et frisk pust fra mine hænder.

Kunde: Minder om min barndom

Men hvorfor overhovedet putte duft på hænderne i stedet for at bruge normal håndsprit, spørger jeg kolonyaeksperten Tolga Atas.

- Det handler ikke bare om at desinficere. Det handler om at blive forfrisket. Når du dufter det, så giver det en frisk effekt, siger han.

De tyrkiske kunder ser ud til at være enige. En støt strøm af kunder besøger butikken og køber kolonya i alle størrelser, fra små rejsesprayflasker til en 10'er til fem liters dunke til omkring 150 kroner.

Kolonya bruges traditionelt ved at hælde det på sine gæsters hænder, når man har besøg. Nu bruges den først og fremmest til at holde coronavirus væk. (Foto: Foto: Michael S. Lund)

- Det er den bedste kolonya, der findes. Det minder mig om min barndom, hvor mine familie brugte den, siger en ældre herre, mens han køber en flaske med firmaets traditionelle citronblomstduft, som er lavet på en 100 år gammel dufthåndspritopskrift.

En opskrift, som ifølge Tolga Atas er tophemmelig. Andre firmaer skulle jo nødigt kopiere den.

Går både til kaffen og håret

Fra at have været en lidt bedaget tradition, står kolonyaflaskerne nu fremme overalt i Tyrkiet. Hos min lokale kaffebar får jeg et skvæt grøn-te-håndsprit i håndfladerne, når jeg bestiller en kaffe.

Og hos min frisør slutter en klipning med en ordentlig dosis lavendelsprit i håret, for der er tilsyneladende ikke nogen ende på, hvad kolonyaen kan gøre godt for.

- Det er godt for hårrødderne, og så giver det en frisk fornemmelse i håret, siger frisør Ahmet Gülec, mens han masserer spritten ind i hovedbunden.

Nogle af kolonyaens lyksaligheder er ikke ligefrem videnskabeligt bevist. Som for eksempel gamle tyrkiske husråd om at bruge kolonya mod alt fra hovedpine til svimmelhed eller måske endda mine hårrødders gavn af sprit. Men den desinficerende effekt er der ikke tvivl om, fordi alkoholprocenten er så høj, som den er.

  • Kolonya kan bruges til mange ting. Frisøren Ahmet Gülec hælder kolonya med lavendel- eller figenblomst i håret på sine kunder efter en klipning. (Foto: Foto: Michael S. Lund)
  • DR’s korrespondent får masseret kolonya i håret efter en klipning. Duftehåndspritten står fremme overalt i Tyrkiet, efter coronaepidemien ramte landet. (Foto: Foto: Michael S. Lund)
1 / 2

Håbede, kolonya ville stoppe epidemi

Faktisk skrev flere tyrkiske medier i begyndelsen af epidemien, at kolonyatraditionen kunne betyde, at Tyrkiet ville undgå at blive hårdt ramt af covid-19.

Gamle reklamer i kolonyabutik i Tyrkiet. Kolonyatraditionen går over 100 år tilbage i Tyrkiet, og nogle af opskrifterne er lige så gamle. (Foto: Foto: Michael S. Lund)

- Traditionen kan være et af de våben i Tyrkiets arsenal, der indtil videre har holdt antallet af tilfælde lavt, og som måske kan afværge højere smittetal i det kommende måneder, skrev landets officielle nyhedsbureau, AA, tilbage i marts.

Samme måned ophævede Tyrkiet en regel om, at benzin skal indeholde 3 procent ethanol. Ethanolen skulle i stedet reserveres til kolonya på grund af den voldsomt stigende efterspørgsel.

Selv kolonya har dog åbenbart sine begrænsninger, og Tyrkiet har senere været igennem hårde nedlukninger, mens smittetallene er steget voldsomt under anden bølge af epidemien.

Vil have verden til at dufte

I Pereja-butikken håber marketingschefen Tolga Atas, at udlandet snart får øje på Tyrkiets særlige duftehåndsprit. Indtil videre eksporterer Pereja til en række lande, men det er mest 'rigtig' parfume og ikke den traditionelle tyrkiske kolonya, der også bruges til hænderne.

Dog er flere butikker i udlandet begyndt at vise interesse under coronaepidemien, siger han.

- Jeg synes jo, hele verden burde bruge det. Det er et meget unikt tyrkisk produkt, men måske vil I andre også få øjnene op for det med tiden, siger Tolga Atas, mens han viser en helt ny jasminduft frem.

Kolonyabranchen er en af de få brancher, der har haft et boom i 2020. Salget er mere end femdoblet, og butikken her er åbnet under epidemien. (Foto: Foto: Michael S. Lund)

Selv om tyrkerne altså eksperimenterer noget mere med håndspritten end de fleste, er det stadig den 100 år gamle citronblomst-variant, Tolga Atas sælger suverænt mest af.

- Ud over, at det er en meget forfriskende duft, er det også nostalgien i det, tror jeg. Folk er vokset op med den duft og kender flasken fra deres barndom.

Efter at have prøvet ni forskellige håndspritsdufte, har jeg fundet min favorit: grøn te.

En frisk, men ikke alt for voldsom duft, som unægtelig er sjovere at have på end apotekets kedelige håndsprit.

Facebook
Twitter