Skandale under opsejling i bulgarsk EU-kulturby: Politikere vil bremse LGBT-udstilling

Kommunens kulturchef kalder politikernes indgreb for 'diskrimination og censur'.

Åbningen af kulturhovedstaden blev markeret med fyrværkeri, men nu er der mere negative toner over Plovdiv (arkivfoto). (Foto: STOYAN NENOV © Scanpix)

En mindre skandale lurer i en af årets to europæiske kulturhovedstader, Plovdiv, der er Bulgariens næststørste by.

Byen er - ligesom Aarhus var det i 2017 - udvalgt af EU til i hele 2019 at hylde europæisk kulturs rigdom og diversitet.

Men flere byrådsmedlemmer i Plovdiv kæmper for at bremse en fotoudstilling på grund af dens LGBT-tema, der går under navnet 'Balkan Pride'.

Mandag skal byrådet stemme om at anbefale at fjerne kommunens kulturchef, og indtil videre er der støtte fra 21 af 50 byrådsmedlemmer, som håber på, at afstemningen kan tvinge borgmesteren til tage affære.

Det hele er ifølge The Guardian orkestreret af medlemmer fra det ultranationalistiske og konservative regeringsparti VMRO, som blandt andet også har fået opbakning fra dele af venstrefløjen.

Passer ikke til konservative Plovdiv

Udstillingen skal efter planen vise billeder fra tidligere pride-begivenheder i Balkan-området og medfølges af en koncert og et debatforum i byen. Den er organiseret af The Glas Foundation, der kæmper for rettigheder til LGBT-borgere.

Men udstillingen hører ikke hjemme i Plovdiv, lyder det.

- Vi vil ikke have dem, og vi vil bruge alle lovlige og hvis nødvendigt ulovlige midler til at stoppe dem, siger Alexander Sidi fra VMRO.

I lokallisten Forenet Plovdiv, der støtter forslaget, handler det om, at man hellere skulle bruge offentlige midler på ting, der passer bedre til byen.

- Plovdiv er mere eller mindre en konservativ by. Andre projekter skulle være prioriteret, siger Evelin Paraskov fra Forenet Plovdiv ifølge The Guardian.

'Diskrimination og censur'

Plovdivs kulturchef, Svetlana Kuyumdzhieva, hvis stilling nu står på usikker grund, kalder byrådsmedlemmernes indgreb en 'grim provokation'.

Hun påpeger, at projektet som europæisk kulturhovedstad kræver en garanti for, at politikerne ikke blander sig.

- Sådan en indblanding kan kun ses som diskrimination og censur.

- Det her kan påføre seriøse skader til det ry og image, vi har opbygget de seneste fem år, siger hun.

Ifølge The Guardian kæmper Bulgarien med stigende homofobi. En undersøgelse af The Glas Foundation viste i marts, at kun en ud af tre bulgarere ville have det fint med at have en homoseksuel nabo.

Plovdiv er europæisk kulturhovedstad i 2019 sammen med den italienske by Matera.

Facebook
Twitter