Skarp kritik af Netflix efter censur af amerikansk standup-show

Streamingtjenesten hjælper med at indskrænke ytringsfriheden i Saudi-Arabien, lyder kritikken.

Flere menneskerettighedsorganisationer kritiserer nu Netflix, der har fjernet et afsnit af et standup-show i Saudi-Arabien. (Foto: © Mike Blake, Scanpix)

Der lyder skarp kritik af den amerikanske streamingtjeneste Netflix, der har valgt at fjerne et afsnit af et standup-show, hvori en kendt komiker kritiserer Saudi-Arabiens regering og kronprins Mohammed Bin Salman.

Flere menneskerettighedsorganisationer langer ud efter Netflix, som har fjernet det pågældende afsnit i Saudi-Arabien efter henvendelse fra landets kommission for kommunikations- og informationsteknologi.

- Ved at give efter for den saudiarabiske regerings krav risikerer Netflix at fremme landets nul-tolerance over for ytringsfriheden og hjælper myndighederne med at nægte folk muligheden for frit at kunne tilgå information, lyder det fra Amnesty Internationals kampagnedirektør i Mellemøsten, Samah Hadid.

Kritik af saudiarabisk kronprins

Der er tale om et afsnit af standup-showet "The Patriot Act", som den kendte komiker Hasan Minhaj står bag.

Den 33-årige Minhaj er født og opvokset i USA af indiske forældre og er kendt fra sin tid som korrespondent på "The Daily Show". I "The Patriot Act" har han fokus på politiske og kulturelle temaer.

Han kritiserer blandt andet de skiftende forklaringer, som den saudiarabiske regering har givet på journalisten Jamal Khashoggis død i oktober.

Han kritiserer også den saudiarabiske kronprins og landets involvering i krigen i Yemen, ligesom han kigger nærmere på saudiarabiske investeringer i amerikanske startups i Silicon Valley.

Komikeren Hasan Minhaj (i midten) optrådte sidste år ved Det Hvide Hus' årlige korrespondentmiddag. (Foto: © JONATHAN ERNST, Scanpix)

- Det er ingen overraskelse, at Saudi-Arabien censurerer Netflix ved at henvise til loven om cyberkriminalitet, og det er yderligere et bevis på den utrættelige kamp for at begrænse ytringsfriheden i landet, siger Samah Hadid fra Amnesty International.

Til avisen Washington Post understreger streamingtjenesten, at man stadig støtter den kunstneriske frihed, og at man udelukkende har fjernet det ene afsnit på baggrund af det juridiske krav.

Men den forklaring giver man ikke meget for i Human Rights Watch.

- Enhver kunstner, der bliver vist på Netflix, burde være rasende over, at firmaet har indvilliget i at censurere et standup-show, fordi tyndhudede kongelige i Saudi-Arabien har klaget over det, skriver områdedirektør i Mellemøsten og Nordafrika, Sarah Leah Whitson på Twitter.

Også censur på Snapchat

Det er ikke første gang, den saudiarabiske regering har bedt en amerikansk tech-tjeneste om at rette ind. I 2017 valgte det sociale medie Snapchat at blokere Al Jazeeras Discover-kanal fra app'en i landet.

Også Snapchat har fjernet indhold i Saudi-Arabien. (Foto: © THOMAS WHITE, Scanpix)

Også her henviste regeringen til, at indholdet i kanalen brød loven om cyberkriminalitet.

- Det er ikke usædvanligt at se den type censur, og alle lande har jo deres forskellige normer, regler og lovgivning for forskelligt indhold, siger formand i IT-Politisk Forening, Jesper Lund, og fortsætter:

- Saudi-Arabien er et af de lande, som har den mest omfattende censur af internettet og indhold, som befolkningen får lov at se, siger han.

Streamingtjenestens indhold varierer i forvejen en del, afhængigt af hvilket land der er tale om, og derfor vil det heller ikke komme bag på Jesper Lund, hvis vi vil se lignende tilfælde fremover i Saudi-Arabien.

Der findes dog også indhold i Europa, som er under skarp kontrol, påpeger han.

- Facebook i Tyskland har jo et stort antal personer ansat til at eksempelvis at fjerne indhold og billeder, som bliver anset som stødende eller betragtes som såkaldte “hadefulde ytringer", siger han.