Skarpe skud mod demonstranter i Sudan, mens USA stopper milliardstøtte

Tusinder er gået på gaden med livet som indsats i protest mod militærkup.

Mandagen igennem var der store demonstrationer i Sudans hovedstad Khartoum og nabobyen Omdurman. (Foto: - © Ritzau Scanpix)

Demonstrationer mod militærkuppet i Sudan har kostet mindst syv mennesker livet, mens 140 er såret. Det oplyser landets sundhedsministerium.

Der er flere rapporter om, at soldater har skudt direkte mod demonstranterne.

Borgere er gået på gaden for at fordømme kuppet og fængslingen af premierminister Abdalla Hamdok og flere af hans ministre.

Situationen i Sudan har skabt bekymring i en række lande. FN's Sikkerhedsråd har derfor indkaldt til et lukket hastemøde tirsdag.

Krisemødet finder sted efter anmodning fra Storbritannien, Estland, Frankrig, Irland, Norge og USA.

Amerikanerne meddeler samtidig, at man har suspenderet omkring 4,5 milliarder kroner i direkte økonomisk støtte til Sudan efter kuppet. En talsmand for USA's udenrigsministerium advarer om, at andre former for amerikansk støtte også kan blive påvirket, skriver nyhedsbureauet AP.

Demonstranter bærer en såret kammerat i Khartoum mandag. (Foto: - © Ritzau Scanpix)

Nødretstilstand

Lederen af militærkuppet, general Abdel Fattah al-Burhan, har erklæret nødretstilstand og siger, at det er nødvendigt med soldater i gaden for at opretholde sikkerheden.

Militærkuppet er blevet mødt med bred international fordømmelse.

FN's udsending i Sudan, tyske Volker Perthes, opfordrede mandag de 15 medlemslande i sikkerhedsrådet til at stå sammen.

Her påpegede han også, at rådets udtalelser er blevet taget alvorligt af aktørerne i Sudan, siden landets mangeårige diktator Omar al-Bashir blev afsat i 2019.

Militærkuppets leder, general Abdel Fattah al-Burhan. (Foto: - © Ritzau Scanpix)

Blandt andre har FN's generalsekretær, António Guterres, opfordret til, at premierminister Abdalla Hamdok og resten af regeringen omgående løslades.

Tidligere mandag sagde en talskvinde for Det Hvide Hus, at præsident Joe Bidens regering er "dybt alarmeret" over meldingerne om, at militæret har taget magten.

Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod, skrev i et tweet mandag aften, at han er "særdeles bekymret" over det seneste døgns hændelser i Sudan.

FacebookTwitter