Skilsmisse gør Amazon-hustru til verdens tredjerigeste kvinde

Historiens dyreste skilsmisse er en realitet, bekræfter Amazonstifter Jeff Bezos og hans ekskone MacKinzie på Twitter.

Verdens hidtil rigeste mand og verdens tredjerigeste kvinde glæder sig til en fremtid som venner og forældre efter deres skilsmisse. (Foto: Danny Moloshok © Scanpix)

239 milliarder kroner.

Så mange penge kommer de fleste af os næppe i nærheden af i et helt liv. Men det er ikke desto mindre det, som MacKenzie Bezos, nu ekskone til Amazonstifter Jeff Bezos, har fået, efter at parret endelig er blevet skilt.

Jeff Bezos blev i marts endnu engang 'kåret' som verdens rigeste mand, og med forliget bliver ekskonen verdens tredjerigeste kvinde.

Hun har dog ikke pengene på en bankkonto, men derimod som aktier samt cirka fire procent af parrets andele i internetgiganten Amazon, som Jeff stiftede tilbage i 1994 med MacKenzie som en af firmaets første ansatte.

Jeff Bezos beholder 75 procent af parrets aktier i Amazon samt alle parrets aktier i avisen The Washington Post, oplyser MacKenzie Bezos på Twitter.

- Jeg er glad for at have givet ham alle mine aktier i The Washington Post og Blue Origin og 75 procent af vores andele i Amazon - plus stemmeret over mine andele for at støtte hans fremtidige arbejde med de fantastiske firmaer, skriver hun.

Afpresning og affære med tv-vært

Med de 239 milliarder kroner er der sat punktum for historiens dyreste skilsmisse. En skilsmisse, der blev annonceret i januar, og som ikke kun har fået opmærksomhed på grund af den mulige pengerekord, men også fordi Jeff Bezos i februar skrev et blogindlæg om afpresning fra et stort medie i USA.

Få dage efter annonceringen af skilsmissen skrev tabloidavisen National Enquirer 11 sider om, at Jeff Bezos havde en affære med en tidligere tv-vært.

Artiklerne byggede blandt andet på parrets private sms-beskeder, og det fik Jeff Bezos til at indlede sin egen efterforskning for at finde ud af, hvordan avisen havde fået beskederne.

I flere mails forsøgte medieselskabet AMI, som ejer tabloidavisen National Enquirer, at få Jeff Bezos til at stoppe efterforskningen, ellers ville man offentliggøre intime billedbeskeder mellem Bezos og elskerinden. Desuden krævede AMI, at Jeff Bezos offentligt skulle tilkendegive, at National Enquirers dækning af hans affære ikke var politisk motiveret.

Det ville Jeff Bezos ikke finde sig i, og derfor skrev han om det på sin blog - velvidende, at han dermed udstillede sig selv. AMI har afvist alle beskyldninger om afpresning.

Slået af pinden som verdens rigeste mand

Begge parter har selv skrevet om skilsmissen på Twitter. Her roser Jeff sin ekskone for at være en fantastisk partner, allieret og mor, ligesom han understreger, at han glæder sig til deres nye forhold som venner og forældre sammen.

Det samme skriver MacKinzie på Twitter, hvor hun slutter af med:

- Jeg er spændt på mine egne planer, og jeg er taknemmelig for fortiden, ligesom jeg ser frem til, hvad der sker som det næste.

Parret blev gift i 1993 og har fire børn sammen. MacKinzie Bezos er i øvrigt en succesfuld forfatter, der blandt andet har skrevet bogen "The Testing of Luther Albright ".

Jeff Bezos slog i 2017 Microsoft-stifteren Bill Gates af pinden som verdens rigeste mand. Siden er forspringet til de andre på den liste kun øget, og i begyndelsen af marts i år viste magasinet Forbes' liste, at Bill Gate 'kun' var god for 96,5 milliarder dollars.

På samme liste blev Jeff Bezos vurderet til at have en formue på 110 milliarder dollars, svarende til 731,8 milliarder kroner. Men med de 36 milliarder dollars til ekskonen bliver Bezos ifølge simpel hovedregning detroniseret.

Facebook
Twitter