Skød 12 bargæster: 28-årig krigsveteran identificeret som gerningsmand

Motivet bag angrebet på Borderline Bar & Grill er stadig ukendt.

Borderline Bar & Grill afholdt "College Country Night" for de lokale unge, da angrebet fandt sted. (Foto: David Mcnew © Scanpix)

Det var en 28-årig krigsveteran, der i går aftes lokal tid gik ind på en dansebar i Californien og skød og dræbte 12 personer.

Det oplyser de amerikanske myndigheder, som for kort tid identificerede 28-årige Ian David som gerningsmanden til det masseskyderi, der fandt sted på på Borderline Bar & Grill nær Los Angeles sent onsdag.

Det skriver CNN.

Gerningsmanden har ifølge myndighederne tjent i Marinekorpset fra august 2008 til marts 2013, hvor han blandt andet har været udsendt til Afghanistan. Ifølge nyhedsbureauet modtog han flere medaljer og udmærkelser efter sin udsendelse i 2010-2011.

Han var også bosat i nærheden af baren, som i går aftes var fyldt med studerende fra nærliggende universiteter.

Ukendt motiv

Ifølge myndighederne havde gerningsmanden en ren straffeattest, men havde tidligere i år været i kontakt med politiet. Ifølge AP blev politiet i foråret tilkaldt til Ian Davids hjem, fordi han var "vred og opførte sig irrationelt".

Ifølge myndighederne fik de dengang at vide, at hans psykiske tilstand muligvis skyldtes PTSD - post-traumatisk stressforstyrrelse - fremkaldt af hans militærtjeneste.

Det er endnu uklart, hvad der var motivet bag angrebet, som udover at tage livet af 12 også sårede adskillige personer. En betjent var blandt de dræbte.

Gerningsmanden tog ifølge myndighederne livet af sig selv, efter at have skudt mod tilfældige gæster og ansatte på baren med en.45 caliber Glock, et semiautomatisk håndvåben.

Ifølge CNN havde Ian David købt sit våben på lovlig vis. Det var dog udstyret med en ulovligt ekstraudstyr.

Tredje masseskyderi på to uger

Angrebet er det tredje masseskyderi i USA på under to uger.

For seks dage siden blev to kvinder dræbt under et angreb på et yoga-studie i Florida. For 12 dage siden skød og dræbte en gerningsmand 11 personer i en synagoge i Pittsburgh med ordene "alle jøder skal dø".

Onsdagens angreb har fået endnu en gang fået særligt demokratiske politikere til at kræve en skærpelse af landets våbenlovgivning.

- Vi må finde en måde at stoppe denne meningsløse, og ofte undgåelige drab, der frarøver vores land så mange liv, lyder det ifølge Reuters blandt andet fra Jerry Nadler, som er medlem af Repræsentanternes Hus.

Facebook
Twitter