Skoglad ræv afsløret som kleptoman

I Tyskland er en skoglad ræv blevet afsløret i at have stjålet 120 sko fra en landsby på et år. Gerningsdyret er dog ikke pågrebet og fortsætter med at bortføre folks sko.

En tyvagtig tysk ræv er blevet afsløret i at stjæle mere end 120 sko på et år. Sko som folk lod stå ude om natten på terrasser og verandaer. (Foto: bugdog © Stock.xchang)

I den lille tyske by Föhren i Rheinland-Pfalz har indbyggerne gået og undret sig i over et år.

Hvem er det, der om natten kommer snigende og stjæler deres sko, gummistøvler og hjemmesko fra terrasser og verandaer?

Svaret på gåden er nu fundet, skriver Spiegel Online.

120 sko fundet ved tilfælde

Overraskende for de fleste i byen er det en ræv, der står bag de natlige sko-bortførelser, og det tyvagtige røde dyr har haft mere end travlt det seneste års tid, fortæller skovfoged Rolf Willerscheidt til det tyske tidsskrift:

- I alt har vi fundet mere en 120 stjålne sko, siger skovfogden, der ved et tilfælde afslørede den skoglade ræv.

I forbindelse med et træfældningsarbejde opdagede den 50-årige skovfoged en hule i en skrænt, hvor ræven havde gemt sit bytte.

Rolf Willerscheidt fiskede 86 sko op af rævehullet med en stok og fandt yderligere 32 sko i et nærliggende stenbrud.

Legetøj til ungerne

Stortyven har ikke haft en forkærlighed for en bestemt slags sko. Den tog nemlig alle slags med sig:

- Nogen gange også parvis, siger Willerscheidt.

Gerningsdyret er endnu ikke fanget. Men skovfogden mistænker en hunræv, der lever i hullet med sine unger, der leger i det nærliggende stenbrud.

- Skoene er muligvis tiltænkt som legetøj til ungerne, da der er aftryk fra små tænder i snørebåndene, siger grev Rudolf Reichsgraf von Kesselstatt hvis jord, rævehullet befinder sig.

Skoglad ræv stjæler stadig

Folk, der savner deres sko, kan nu afhente dem på grevens slot.

- Det gør indtryk, at en hunræv har haft tid til at stjæle sko ved siden af sit arbejde med at finde føde, siger greven. Normalt slæber en hunræv udelukkende mus og høns med sig hjem.

Ræven har, selvom den er blevet afsløret, dog ikke indstillet sine natlige skotogter.

- I de sidste par dage har to nye sko-tyverier fundet sted, siger skovfoged Rolf Willerscheidt.

Da ræven hverken kan genopdrages eller må skydes, er der kun en løsning, siger han:

- Tag skoene indenfor!

Facebook
Twitter