Skotsk flertal vil løsrive sig efter valgresultat: 'Det er et ret stort problem for Boris Johnson'

Særligt de unge skotter vil tilbage i EU, siger professor.

Presset på Boris Johnson for endnu en afstemning om skotsk selvstændighed stiger, lyder det fra DR's korrespondent. (Foto: Phil noble © Scanpix)

I går kunne Skotlands Nationale Parti, SNP, med førsteminister Nicola Sturgeon i spidsen igen trække sig ud af det skotske parlamentsvalg som landets største parti.

Dermed kan partiet, der ønsker skotsk selvstændighed, sammen med De Grønne lave flertal, og det skal blandt andet bruges til at presse på for en ny uafhængighedsafstemning, der skal løsrive Skotland fra Storbritannien.

Dermed er kuglerne støbt til at starte beskydning af premierminister Boris Johnson, der blankt afviser, at skotterne kan få en ny afstemning om uafhængighed.

Skal godkendes af britisk parlament

Med valgresultatet, der dog efterlod SNP med en enkelt plads mindre end de 65 pladser i parlamentet, der havde givet absolut flertal, kan partiet nemlig presse Boris Johnson yderligere.

- Valgresultatet er et ret stort problem for Boris Johnson, der jo har prøvet at undgå, at der skal komme en ny uafhængighedsafstemning, lyder det fra DR's korrespondent i Storbritannien, Tinne Hjersing Knudsen.

- Vi vil se Nicola Sturgeon og SNP presse endnu hårdere på.

Den skotske førsteminister og Boris Johnsons onde ånd Nicola Sturgeon. (Foto: pool © Scanpix)

Hvis Skotland skal have en uafhængighedsafstemning, kræver det, at det britiske parlament godkender det. Det betyder, at Boris Johnsons regering i London har magt til at forhindre en folkeafstemning. Gør han det, vil det dog kunne styrke SNP's position yderligere.

- Nicola Sturgeon slår på, at hvis Johnson fortsætter ned ad den vej, vil det kun styrke kravet om selvstændighed, og det vil være en bekræftelse af, at Storbritannien er en union styret af England, fortæller Tinne Hjersing Knudsen.

De unge vil tilbage i EU

I september 2014 stemte 55 procent af skotterne ja til at forblive i unionen. Det var dog inden Storbritannien i juni 2016 stemte for at forlade EU, og den beslutning er særligt de unge skotter utilfredse med.

- Særligt de unge er begejstrede for at komme ud af Storbritannien. De vil tilbage i EU, så de kan rejse, arbejde og studere i udlandet.

Det siger Jesper Kallestrup, der er professor i filosofi ved universitet i skotske Aberdeen. Og hos SNP og de andre partier, der vil løsrive sig, tror man på projektet.

- Man er meget optimistisk omkring at få en ny folkeafstemning igennem.

Fra Nicola Sturgeon lød det dog efter valgsejren, at hendes primære fokus vil være at føre Skotland og befolkningen igennem coronapandemien.

- Og ja, når krisen er overstået, er det at give folket i Skotland ret til at vælge deres fremtid.

- Det er, hvad jeg har lovet, og hvad jeg har til hensigt at opfylde, siger hun ifølge BBC.

Johnson har inviteret til møde

Og lige præcis coronapandemien er også omdrejningspunktet for det møde, Boris Johnson har inviteret både Nicola Sturgeon og den walisiske førsteminister Mark Drakeford til i forbindelse med deres genvalg.

Selvom corona står øverst på listen, så er der ingen tvivl om, at uafhængighedsspørgsmålet også vil blive vendt, mener Tinne Hjersing Knudsen.

- Det skal handle om, hvordan Storbritannien kommer ud af coronakrisen, men det kommer nok også til at handle om, hvordan kongeriget egentlig hænger sammen, lyder vurderingen.

Inden valget lød det fra Johnson til The Telegraph, at det ville være "uansvarligt og hovedløst" at tale om at "flå landet i stykker" med en afstemning om selvstændighed, når folk er i gang med at komme sig over coronakrisen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk