Skotsk politi får hjælp af jediriddere

Kriminelle i Strathclyde-politidistriktet i Skotland er oppe imod en voldsom modstander. Otte betjente i politistyrken er nemlig jediriddere.

Omkring 400.000 mennesker i Storbritannien bekender sig til Jedireligionen, og politiet i Strathclyde-distriktet i Skotland har et hemmeligt våben: Otte betjente i styrken er jediriddere.

Det viser en ny undersøgelse, som er foretaget af det britiske politimagasin Janes Police Review, rapporterer britiske medier. Ifølge undersøgelsen er Strathclyde den eneste politikreds i Storbritannien, hvor der findes jediriddere.

Ikke helt oppe i Skywalkers liga

Jediriddere kendes fra Star Wars-filmene, hvor de gode af dem bekæmper den onde og mørke side af "The Force" (Kraften), nemlig Darth Vader. Han er tidligere jediridder, men er gået over til den mørke side og er nu ond og vred.

- Kraften (the Force) synes at være stærk hos Strathclyde-politiet med jediriddere blandt betjentene, som Chris Herbert, redaktør på politimagasinet, formulerer det.

Men der er imidlertid ikke meget lyssværd over de otte skotske jediriddere.

400.000 jediriddere i Storbritannien

- Vi regner os selv for de gode, der bekæmper kriminalitet, men det er næppe oppe i samme liga, som når Luke Skywalker kæmper imod Darth Vader, siger en af jediridderne, som vil være anonym, til avisen Glasgow Daily Record.

Det er idéen om den gode og den onde kraft, som betjentene bekender sig til, og det sker inden for jedireligionen, der er opstået i forlængelse af Star Wars-filmene.

Jedireligionen har knap 400.000 tilhængere i Storbritannien, 14.000 af dem i Skotland. Det viser en optælling fra 2001 ifølge BBC. Storbritanniens officielle statistik kategoriserer ikke jedi som en religion, men regner dens tilhængere for ateister.

Facebook
Twitter