Tema Skovbrande i Californien

Skovbrand er blevet den tredjestørste i Californiens historie

8000 brandmænd kæmper mod en kæmpe skovbrand i delstaten Californien, som har brændt over 100.000 hektarer.

8000 brandmænd kæmper den tredjestørste skovbrand i Californiens historie, som dækker over 100.000 hektarer. (Foto: Torben Christensen /Scanpix © Josh Edelson / AFP)

En skovbrand, der opstod 4. december i Californien, har nu vokset sig så stor, at det er den tredjestørste i den amerikanske delstats historie. Det oplyser myndighederne.

Over 100.000 hektarer er brændt indtil videre. Det svarer til et område, som er dobbelt så stort som Falster.

8000 brandmænd kæmper mod ilden, og der er taget 32 helikoptere og 78 bulldozere i brug. Alligevel er kun omkring 40 procent af flammerne inddæmmet.

Skovbrande i Californien

Siden 4. december har brandvæsnet kæmpet for at holde flammerne fra at sprede sig. Ud over den tredjestørste skovbrand i Californiens historie, har flere andre skovbrande hærget i den sydlige del af delstaten. Men de er alle sammen inddæmmet. Omkostningerne nærmer sig 89 millioner dollar - omkring 560 millioner kroner.

Gå til tema

I går fik brandmyndighederne grundet rolige vindforhold en chance for at få mere kontrol over branden. Men vinden forventes at tage til over weekenden, hvor tusindvis af hjem er truet.

Indtil nu har branden ødelagt flere end tusind bygninger, heriblandt over 700 hjem. Ifølge nyhedsbureauet Reuters har brandene tvunget over 94.000 mennesker fra deres hjem.

Brandmand mister livet

De amerikanske brandmænd forsøger at stoppe branden fra at sprede sig til de større byer i Californien. Det frygtes blandt andet, at storbyen Santa Barbara kan komme i farezonen.

Forleden branden livet af en 32-årig amerikansk brandmand.

Ligeledes er byer som Carpinteria, Summerland og Montecito i risiko for at blive berørt af brandene. Brandvæsnet oplyser, at man er klar til at evakuere områderne, hvis ilden kommer for tæt på.

Sagen kort

  • Siden 4. december har brandvæsnet kæmpet for at holde flammerne fra at sprede sig.
  • Ud over den tredjestørste skovbrand i Californiens historie, har flere andre skovbrande hærget i den sydlige del af delstaten. Men de er alle sammen inddæmmet.
  • Omkostningerne nærmer sig 89 millioner dollar - omkring 560 millioner kroner.
  • Der er hvert efterår risiko for voldsomme skovbrande i Californien. Det skyldes vejrfænomenet Santa Ana, hvor tørre vinde blæser ind over delstaten.

/ritzau/AP