Skovbrand sætter San Francisco i undtagelsestilstand

I mere end en uge har en kraftig skovbrand hærget områderne nær nationalparken Yosemite i Californien.

En brandmand betragter ilden ved nationalparken Yosemite. (© Scanpix)

En kraftig skovbrand truer den amerikanske storby San Franciscos vand- og elektricitetsforsyning.

Efter flere mislykkede forsøg på at slukke ilden med hjælp fra brandbiler, fly samt over 2000 brandmænd har flammerne nu beskadiget nogle af de el-kabler, der leverer strøm til indbyggerne i San Francisco.

Skovbrandens spredning har betydet, at Californiens guvernør, Jerry Brown, fredag aften lokal tid erklærede delstatens fjerdestørste by i undtagelsestilstand, rapporterer AFP.

Vandreservoir i fare

Indtil nu er 500 kvadratkilometer skov blevet lagt svedent tilbage som følge af branden, og selvom brandvæsnet fortsat kæmper for at tæmme ilden, meldes den til at være ude af kontrol.

- Fredag var der en eksplosiv udvikling i branden, som nu har bredt sig ind i nationalparken Yosemite, siger nationalparkens talsmand, Kari Cobb, til USA Today.

San Francisco får 85 procent af alt vand fra et reservoir i nærheden af Yosemite, og byen har været nødsaget til at lukke to af sine tre vandkraftværker i området ned på grund af skovbranden.

Kan modtage øget statslig hjælp

Indtil nu har den amerikanske storby været i stand til at købe elektricitet hos andre udbydere på markedet og derudover bruge af sine egne reserver.

Indførelsen af undtagelsestilstanden menes at komme af, at San Francisco derved er i stand til at modtage øget statslig hjælp og til at benytte penge fra en fond, som er oprettet til særlige situationer.

Ifølge lokale skovfogeder er 5500 boliger truet af flammerne, ligesom San Franciscos indbyggere kan opleve problemer i forhold til deres vandforsyning.

Samtidig med fredagens undtagelsestilstand blev der udsendt et varsel om frivillig evakuering af de to små byer Toulumne City og Ponderosa Hills.

/ritzau/

Facebook
Twitter