Skovbrande ødelægger 1000 hjem i Texas

Snesevis af skov- og steppebrande fortsætter med at hærge Texas.

Over 1000 hjem er gået op i flammer i Texas. (Foto: Mike Stone © Scanpix)

En stribe skov- og steppebrande har ødelagt over 1000 hjem i den amerikanske delstat Texas.

I et interview med tv-stationen CBS, siger delstatens guvernør, Rick Perry, at han håber, at køligere vejr og aftagende vind vil medvirke til, at brandfolk kan få bugt med de over 50 brande i Texas.

- Der er over 1000 hjem, der er gået tabt ved disse brande - over 50 brande - i staten Texas, siger Rick Perry.

Lokal tørke

- Det er fortsat en meget kritisk og meget omskiftelig situation, advarer han.

Over 1,5 millioner hektarer jord i Texas er blevet afsvedet af skov- og steppebrandene siden november.

Brandene skyldes ikke mindst den lokale tørke, der har betydet økonomiske tab for den texanske landbrugsindustri i størrelsesordenen fem milliarder dollar.

Forstmyndighederne i Texas blev alene søndag sat ind mod 63 nye brande i delstaten. Ifølge myndighederne kostede brandene søndag to mennesker livet.

Aflyser valgarrangement Brandfolkene siger, at den værste af brandene raser i Bastrop County, øst for delstatshovedstaden Austin. Denne brand har en bredde på 26 kilometer.

Perry, der kæmper for at blive Republikanernes præsidentkandidat ved den amerikanske præsidentvalg næste år, måtte mandag aflyse et valgarrangement i South Carolina for at vende hjem til Austin.

Han siger til CBS, at han ønsker at koncentrere sig om at bekæmpe brandene, og ved derfor ikke om han får tid til at deltage i et valgarrangement i Californien onsdag.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter