Skræmte passagerer ombord på Viking Sky: 'Vi vidste ikke, om båden ville synke'

1.300 personer var ombord på Viking Sky, der evakueringen gik i gang. Efter flere timer er kun 136 passagerer blevet reddet i land.

Omkring klokken 14.00 kom nødsignalet.

Krydstogtskibet Viking Sky, der sejlede ud for den norske by Hustadvika, var fanget i voldsomt vejr med høje bølger.

Motorerne var stoppet med at virke ordentligt, og skibet var begyndt at drive mod land.

- Der var tale om minutter. Det kunne være gået virkelig galt, hvis de ikke havde fået gang i den ene motor og havde fået ankerfæste. Så ville skibet være gået på grund, fortæller den lokale skipper og reder Jan Erik Fiskerstrand fra fiskebåden Fiskenes til Aftenposten.

Jan Erik Fiskerstrand var en af de første, der kom frem til det store, norske krydstogtskib, inden en timelang evakuering af de 1.300 personer ombord på skibet gik i gang.

Helikoptere og redningsbåde ankom til stedet, men redningsbådene måtte sejle tilbage, fordi bølgerne var for høje til, at de turde tage passagerer ombord. Én efter én er passagerer derfor siden blevet hejst væk op i helikoptere og fløjet til et modtagelsescenter i den norske kommune Fræna.

- Jeg var bange. Jeg har aldrig oplevet noget så skræmmende. Jeg begyndte at bede - jeg bad om sikkerhed til alle ombord, siger Janet Jacob, der er en af de 136 personer, der seks timer efter aktions start er blevet evakueret.

'Vinden var som en tornado'

Janet Jacob var ifølge NRK på cruise langs den norske vestkyst med sin mand og parrets to venner. Ligesom mange andre sad de og spise frokost, da det begyndte at ryste, og beskeden om, at Viking Sky var i vanskeligheder, kom.

Hvad der egentlig skete, er Janet Jacob ikke klar over:

- Vi vidste kun, at der var meget vind, og at skibet tilmed fik problemer med en af motorerne. Først blev vi evakueret til andre etager, fordi glasset knustes, og båden tog vand ind, fortæller hun, og tilføjer, at der gik tid, før hun blev hejst op i helikopteren og fløjet væk.

- Helikopterturen var skræmmende. Vinden var som en tornado, siger Janet Jacob til NRK.

En anden passager på Viking Sky John Curry fortæller, at "der opstod kaos", da skibet begyndte at tage vand ind, og der blev meddelt om problemer. Nu er han på et hotel i byen Molde sammen med sin veninde Sandy Writtenhouse.

- Det var en virkelig skræmmende oplevelse. Jeg ønskede bare at komme ombord på helikopteren og i land så hurtigt som muligt, fortæller Sandy Writtenhouse.

'Vi vidste ikke, om båden ville synke'

Dereck Browne, som VG har talt med, var lettet, da han tidligere i dag hørte, at helikopterne var på vej. Inden da var han nervøs for, at skibet skulle synke, mens han var ombord:

- Vi var meget chokerede. Hvad skulle der ske med båden og med alle vores egendele? Vi vidste jo ikke, om båden var ved at synke eller hvad.

- Vi var meget bange, og folk omkring os var også bange, siger han til det norske medie og fortæller, at han så flere på båden, der var kommet til skade.

Redningsaktionen har efterhånden stået på i seks timer, og der er ikke umiddelbart udsigt til, at Viking Skys motor bliver repareret, så skibet kan sejle mod land på egen hånd.

Indtil slæbebåden Boa Heimdal, som indgår i den norske stats slæbebådsberedskab, når frem til havaristedet, forventes det, at helikopterne skal evakuere de passagerer og besætningsmedlemmer, der fortsat er på Viking Sky.

Ifølge Ove Njøten, vagtleder ved Kystværkets Beredskabscenter, er båden fremme ved 1-tiden i nat, siger han til Bergens Tidende.

'Noget af det mest rædselsfulde, vi har oplevet'

Uden for Norge vækker skibets massive problemer opsigt. En stor del af passagererne ombord er nemlig fra lande som USA og Storbritannien, hvor familier følger med i den dramatiske redningsaktion, der er fulgt af den ene privatoptagelse efter den anden.

Australske Ursula Ruprechts mor og stedfar er ombord på Viking Sky, og da Aftenposten skriver med hende kort før klokken 19, fortæller hun, at de stadig venter på at blive evakueret.

Rejsen med Viking Sky var for parret ellers starten på en ni uger lang ferie - nu sidder de ifølge Ursula Ruprecht med redningsvestene på og venter. Helt uden ejendele eller pas.

- De har fortalt mig, at der er mange på skibet, der har fået skader, og at det har været en skræmmende oplevelse. Det har været meget turbulent for dem, siger hun.

Ægteparret Leslie og Gary Collins var nogle af de første, der forlod Viking Sky med helikopter. For dem har det hele været en gruopvækkende oplevelse:

- De sidste par timer er noget af det mest rædselsfulde, vi nogensinde har oplevet, siger ægteparret Leslie og Gary Collins til Aftenposten.

Facebook
Twitter