Fortovscaféer. Smukke bygninger i alle nuancer af beige og cremefarvet. Eiffeltårnet. Lange avenuer.
Man kan lave en alenlang liste over flatterende kendetegn ved millionbyen Paris.
Men lægger man vejen forbi den franske hovedstad i disse dage, kan man komme til at nyde alle herlighederne i en klam, sød lugt af skrald.
De parisiske gader flyder over med affald, efter at strejker har lammet dele af det franske samfund på skift gennem mange uger.
Ifølge en talsperson fra borgmesterkontoret i byen ligger der 4.400 tons skrald i Paris' gader, som mangler at blive samlet op, skriver CNN.
Årsagen til griseriet er strejker og massive protester over, at den franske regering med en pensionsreform vil hæve den officielle pensionsalder i landet fra 62 til 64 år.
Det har sat franskmændenes sind i kog og også ført til store demonstrationer siden januar til trods for, at pensionsalderen i Frankrig er en af de laveste i Europa.
Skoler, sundhedsvæsen, metro- og togsystemet har periodevis været lammet af strejkerne, og nu viser konflikten sig altså også i form af skrald på gaderne i dele af Paris.
'Vi kan ikke vente'
Ifølge CNN skyldes de overfyldte skraldespande i hovedstaden, at flere affaldsforbrændingsanlæg er blokeret, og at der derfor ikke er nogen steder at gøre af skraldet i øjeblikket.
Det har været et problem siden tirsdag i de dele af byen, hvor det er offentlige renovationsselskaber, der tager sig af skraldet, skriver det amerikanske medie.
Det har blandt andet fået borgmesteren for det 17. arrondissement, Geoffroy Boulard, til at bede byens overborgmester, Anne Hidalgo, om, at der bliver hyret private renovationsvirksomheder til at løse opgaven for at undgå, at det får konsekvenser for sundheden i byen.
- Vi kan ikke vente. Det er et spørgsmål om folkesundheden, siger han til den franske tv-kanal BFMTV ifølge CNN.
Overhus har stemt om forslaget
Trods de højlydte protester agter den franske regering med præsident Emmanuel Macron i spidsen at gennemføre pensionsreformen.
Lørdag kom regeringen et skridt længere i processen, da det franske overhus, senatet, stemte pensionsreformen igennem til stor glæde for den franske premierminister, Élisabeth Borne.
- Efter hundredvis af timers diskussion vedtog senatet pensionsreformen. Det er et vigtigt skridt i retning af en reform, der vil garantere fremtiden for vores pensionssystem, skrev hun på Twitter efter afstemningen.
Ifølge Ritzau skal en endelig lovtekst nu udarbejdes, og så skal også den stemmes igennem i både overhuset og underhuset, Nationalforsamlingen.
Du kan blive klogere på den franske vrede mod pensionsreform i DR's podcast Udsyn her: