Skulle bo i Skotland resten livet - nu flytter de hjem til Fyn: Brexit-usikkerhed giver stress

Brexit kan få store konsekvenser for EU-borgere i Storbritannien.

EU-borgere i Storbritannien kan blive hårdt ramt, hvis et no deal-brexit finder sted. (Foto: TOLGA AKMEN © Scanpix)

Brexit-forhandlingerne har været et to et halvt års langt mareridt for danske Thomas Widmann.

Han har boet 17 år i Skotland med sine kone Phyllis og deres tre børn. Dér havde han regnet med at blive resten af livet.

Men den langvarige proces om Storbritanniens udtræden af EU betyder, at hans status og rettigheder som EU-borger er forblevet usikre. Usikkerheden betyder nu, at han og familien er rykket til Danmark.

- Hver morgen, når vi vågnede i Skotland, tjekkede vi nyhederne og fandt ud af, om vi skulle være i godt eller dårligt humør den dag, siger Thomas Widmann.

I takt med, at muligheden for et såkaldt no deal-brexit rykker tættere og tættere på, blev situationen simpelthen for "stressende".

- Når det fortsætter i to et halvt år, får det konsekvenser for ens velbefindende.

Bliver underligt at flytte til Danmark

EU og Storbritannien er godt nok nået frem til en aftale om beskyttelse af EU-borgere efter brexit – den såkaldte "settled status", der skal sikre ret til ophold, arbejde, sundhedspleje, pension og andre ydelser.

Men Thomas Widmann føler sig ikke sikker på, at han vil kunne opnå den status, hvis det ender med et no deal-brexit.

Allerede nu hører han om andre EU-borgere, der oplever problemer i Storbritannien.

- De har for eksempel haft problemer med at forny deres kreditforeningslån, fordi de ikke har været sikre på, om de ville få lov til at blive i Storbritannien i længden, fortæller han.

Børn har svært ved at skrive og læse dansk

Parret leder nu efter hus på Fyn. Men selv om deres børn på 9, 11 og 13 år taler dansk, har de aldrig gået i dansk skole og har svært ved at læse og skrive sproget, lyder det fra Thomas Widmann.

- Det bliver underligt. Vi havde regnet med, at Danmark bare var et sted, vi skulle holde ferie. Nu skal vi bo her permanent, siger han.

Der er dog et klart lyspunkt.

- Det er skønt, at vi ikke længere skal høre på brexit hele tiden. Medierne her taler om det, men ikke nær så meget som i Skotland, siger Thomas Widmann

Det er endnu uklart, om premierminister Theresa May bringer sin skilsmisseaftale med EU til afstemning i Underhuset i morgen fredag.

Facebook
Twitter