Skyderi i Helsingborg efterlader tre med alvorlige skader

Fire personer blev ramt i et skyderi lørdag aften i Helsingborg. Såret person er anholdt for drabsforsøg.

Skyderiet skete lidt efter klokken 20.00 i nærheden af Gustav Adolfs Kirke i byens centrum. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Fire personer er blevet såret ved et skyderi i Helsingborg, rapporterer det svenske nyhedsbureau TT.

Skyderiet skete lidt efter klokken 20.00 i nærheden af Gustav Adolfs Kirke i byens centrum.

- Vi har konstateret, at flere personer er såret og bragt til sygehuset, men jeg kan ikke komme nærmere ind på hvor mange, sagde politiets pressetalsmand Rickard Lundqvist tidligere lørdag.

Han tilføjer, at skyderiet skete udendørs.

Kort før midnat oplyser myndighederne i Skåne ifølge TT, at tre af de fire ofre for skyderiet er "alvorligt skadet". Den fjerde person er lettere såret. Et øjenvidne oplyser, at en af de fire blev ramt i benet.

Hvorvidt de tre hårdest sårede er i livsfare, er der ingen meldinger om.

Tidligt søndag morgen oplyser politiet, at de på hospitalet har anholdt en 27-årig mand og sigtet ham for drabsforsøg.

- Han blev såret i forbindelse med skyderiet, men ikke alvorligt, siger Kenneth Andersson fra politiet i Helsingborg og tilføjer, at den mistænkte er en gammel kending af politiet.

Helsingborg er blevet rystet af en række skudepisoder i det seneste år.

Byen ligger 65 kilometer nord for Malmø, som har været præget af en drastisk stigning i antallet af episoder med bandevold og grov kriminalitet.

Flere drab i Sverige

Tidligere på måneden blev tre mænd skudt og dræbt, mens tre andre blev såret ved et skyderi uden for en internetcafé i Malmø. En fjerde mand blev dræbt af skud få dage efter. En mand overlevede, fordi han bar skudsikker vest.

Dusinvis af mennesker er blevet dræbt under angreb i de seneste to år i forstæder til Stockholm, Malmø og andre storbyer.

Der var 129 skyderier i Stockholm i 2017. Mindst 19 mennesker blev dræbt, hvilket var dobbelt så mange som i 2016.

I Malmø, hvor omkring 45 procent af de 330.000 indbyggere har en indvandrerbaggrund, siger politiet, at tre eller fire store bander opererer.

Svensk politi siger, at ni mennesker er blevet dræbt i byen siden årsskiftet, efter at 21 blev dræbt i de foregående to år.

Volden har ført til et udbredt krav om, at myndighederne slår hårdere ned på kriminalitet, og at indvandringspolitikken strammes.

- Lige nu konkurrerer de store partier om, hvem der kan fremlægge de skrappeste stramninger og den mest restriktive politik, siger vicestatsminister Isabella Lövin, som er fra De Grønne.

- Den situation gavner helt klart Sverigedemokraterna, tilføjer hun.

I meningsmålingerne står Sverigedemokraterna til at få omkring 20 procent af stemmerne, hvilket er en markant fremgang i forhold til de 13 procent, som partiet fik ved seneste valg i 2014.

/ritzau/TT

Facebook
Twitter