Skyderier i USA er steget under coronapandemien: 'Når amerikanerne er bange, så køber de våben'

Antallet af voldelige episoder med skydevåben i USA er steget med 30 procent under coronapandemien, viser undersøgelse.

I Los Angeles i delstaten Californien er der i denne uge åbnet et mindesmærke for flere end 3.000 indbyggere, der sidste år mistede livet til skydevåben. (Foto: MARIO TAMA © 2021 Getty Images)

Den 33-årige Delaina Ashley Yaun havde ifølge sin søster planlagt en date-night med sin mand den dag.

Hun arbejdede som servitrice på en Waffle House-restaurant og var mor til en 13-årig søn og en bare otte måneder gammel datter. Børn, der nu må vokse op uden deres mor.

For tilbage i marts, den dag, Delaina Yaun havde planlagt en aften med sin mand, besøgte hun Young's Asian Massage lidt udenfor byen Atlanta og endte med at blive et af flere ofre for en 22-årig drabsmand, der trængte ind på klinikken og skød.

Drabsmanden, Robert Aaron Long, er allerede idømt livstid for fire af de i alt otte drab, der blev begået den dag - heriblandt drabet på Delaina Yaun - men nægter sig skyldig i resten.

Både præsident Joe Biden og vicepræsident Kamala Harris kommenterede skyderiet i Atlanta:

Drabene i Atlanta i delstaten Georgia er bare et af mange eksempler på skuddrab, der blev begået under coronapandemien. De er med til at tegne et dystert billede af USA, og det bliver nu bakket op af en undersøgelse, der udkommer i dag i det ansete videnskabelige tidsskrift Scientific Reports.

Skyderiet på Young's Asian Massage i delstaten Georgia i marts kostede fire personer livet. (Foto: JACOB MASON)

Ifølge undersøgelsen er antallet af voldelige episoder med skydevåben i USA 30 procent højere under coronapandemien sammenlignet med den tilsvarende periode året før.

Forskerne bag undersøgelsen har indsamlet og analyseret data fra Gun Violence Archive fra perioden 1. februar 2019 til 31. marts i år.

Kigger man isoleret set på dødsfald forårsaget af skydevåben, er der tale om en stigning på knap 29 procent.

Ifølge forskerne er der i over halvdelen af delstaterne en betragtelig højere rate af våbenkriminalitet under pandemien sammenlignet med perioden før. Kun delstaten Alaska skiller sig ud ved at have en lavere risiko for våbenkriminalitet under pandemien end tidligere.

Depression og frygt for manglende adgang til våben

Og sammenhængen mellem pandemien og stigningen i antallet af voldelige episoder med skydevåben er vanskelig at se bort fra, slår forskerne fast.

Af undersøgelsen fremgår det blandt andet, at "mens udgangsforbud og afstandskrav er helt afgørende for at inddæmme spredningen af covid-19, er det nødvendigt også at være opmærksom på de utilsigtede sociale og økonomiske stressfaktorer, der kan lede til våbenkriminalitet.”

Det fremgår dog også, at forskerne ikke kan se en direkte sammenhæng mellem antallet af coronasmittetilfælde og en højere risiko for våbenkriminalitet.

Der er ifølge forskerne flere forklaringer på, hvorfor amerikanerne i højere grad har affyret skydevåben siden marts 2020.

Det er blandt andet øget psykologisk stress som følge af selve pandemien og samtidig også en stigning i salget af skydevåben.

Forskerne peger på depression i befolkningen som følge af covid-19 udløst af begrænsede sociale interaktioner, økonomisk usikkerhed og isolation fra familie og venner.

- En stor del af stigningen i antallet af skyderier og mord kan føres tilbage til ret små grupper i storbyområder, hvor kriminelle bander er udbredte, og hvor drab og hævndrab er en del af hverdagen, forklarer DR's USA-korrespondent, Steffen Kretz.

- Det er områder, hvor flertallet af folk er fattige, mulighederne for job og uddannelse er nærmest ikkeeksisterende, og hvor de fleste er enten sorte eller farvede. Det viser tal fra forbundspolitiet, FBI. Og netop fordi, tilværelsen i forvejen er så håbløs i de ghetto-områder, har pandemien ramt ekstra hårdt her, siger han.

Et masseskyderi i Boulder, Colorado i marts kostede ti personer livet. Gerningsmanden var en 21-årig mand, der gik ind i et supermarked og begyndte at skyde. (Foto: CHET STRANGE © 2021 Getty Images)

I undersøgelsen bliver også nævnt de øgede spændinger, der er fulgt i kølvandet på raceurolighederne i USA det seneste halvandet år, men forskerne understreger dog, at der ikke er direkte data, som peger på dette.

Flere baggrundstjek

Frygten for, at våbenforhandlere ville blive lukket ned som konsekvens af pandemien, hvilket ville hindre adgangen til våben, kan ifølge undersøgelsen forklare, at der også er blevet lavet rekordmange kørsler i det det nationale system for baggrundstjek (NICS), et kontrolsystem, man skal igennem, hvis man vil købe skydevåben.

Det er dog ikke ensbetydende med, at det er skydevåben, som er endt med at blive solgt, men forskerne mener, det er med til at understøtte billedet af høj efterspørgsel.

Antallet af skuddrab er i skrivende stund indtil videre 16.563 alene i år og dermed allerede højere end det samlede tal for hele 2019 - altså før coronapandemien for alvor brød ud.

Sidste år var et af de dødeligste

Gun Violence Archive har siden 2013 tracket data, og kigger man statistikkerne igennem her, er der ingen tvivl om, at der er en stigning.

Sidste år var et af de dødeligste i flere år, hvor knap 20.000 blev skudddræbt.

Overordnet er kriminaliteten dog faldet under pandemien, men voldelige skudepisoder og drab er altså undtagelsen.

Alene i 2020 blev der solgt knap 23 millioner skydevåben i USA, og det er en stigning på omkring 64 procent fra 2019.

- Når amerikanerne er bange, så køber de våben. Og sidste år var der rigeligt at være bekymret over. Ikke bare pandemien, men også racedemonstrationer og uroligheder i byer fra kyst til kyst og et præsidentvalg, som endte i kaos, fordi den tabende kandidat ikke ville acceptere sit nederlag, siger Steffen Kretz.

- Der er flere våben i USA, end der er mennesker, og selvom de fleste våben bliver købt lovligt, så ender mange våben alligevel på gaden blandt kriminelle, og det kan læses i statistikkerne over skyderier og drab.

Der blev solgt flere skydevåben i 2020 end året før. Det er på træninger som her på Boondocks Firearms Academy i Jackson, Mississippi, man kan lære at bruge skydevåben. (Foto: Chandan Khanna)

Undersøgelsen fra Scientific Reports står da heller ikke alene. En nylig undersøgelse i det medicinske tidsskrift Journal of the American Medical Association peger på, at de stressfaktorer, som pandemien har udløst, kan være en medvirkende faktor til masseskyderier.

Presset Joe Biden

Præsident Joe Biden præsenterede tidligere på året en plan for, hvordan regeringen vil nedbringe antallet af de mange skyderier.

Det er dog langt fra en let opgave, præsidenten står overfor:

- Præsident Biden har opfordret Kongressen til at gennemføre moderate stramninger af våbenlovgivningen, men det er der indtil videre ikke flertal for. Samtidig har han opfordret lokale myndigheder i delstaterne og storbyerne til at ansætte flere politifolk med penge fra de coronahjælpepakker, som blev vedtaget i foråret, siger DR's USA-korrespondent og tilføjer et men:

- Biden presses samtidig fra venstre side af det demokratiske parti, som ønsker en gennemgående reform af landets politistyrker efter en lang række sager om vold og drab begået af politifolk mod sorte amerikanere.

FacebookTwitter