- •
Rettelse: I en tidligere udgave af denne artikel fremgik det i overskrift og tekst, at irakiske shiamilitser op gennem nullerne slog flere tusinde amerikanske soldater ihjel under Soleimanis direkte eller indirekte ledelse. Det korrekte tal er flere hundrede soldater, men i flere tusinde angreb.
Da jeg i efteråret 2014 gik mellem lig på en mark lidt uden for Bagdad med irakiske shiamilitser, der sparkede til afhuggede hoveder af IS-krigere som var det en fodbold, stod jeg samtidig midt i en aparte alliance.
For shiamilitsernes kamp mod terrororganisationen Islamisk Stat var på en og samme tid støttet af den USA-ledede koalition mod IS og den nu dræbte iranske generalmajor Qassem Soleimani.
Amerikanske soldater vinkede med et smil de iranskstøttede shiamilitser gennem deres kontrolposter, da de kørte mig i en pick-up mod den daværende front mod IS, og det selvom Qassem Soleimani siden halvfemserne havde været leder af den iranske revolutionsgardes Quds-styrker og efter Irak-krigen dirigerede shia-militsers flere tusinde angreb mod amerikanske styrker i Irak.
Hans militære strategi har kostet tusindvis af menneskeliv rundt om i Mellemøsten.
Manden, som en tidligere CIA-officer i The New Yorker havde kaldt “den mest magtfulde operatør i Mellemøsten i dag” var kortvarigt en allieret til Vesten i kampen mod IS.
Dramatisk eskalering
Men USAs drab på Soleimani kan vise sig at udgøre den mest dramatiske eskalering af konflikten i Mellemøsten siden Irak-krigen.
Alligevel er Soleimani en mand, de færreste kender, selvom han i en årrække har stået i spidsen for Irans militære og strategiske aktiviteter i hele regionen og i særdeleshed i Syrien, Irak, Libanon og Yemen.
Gang på gang er han dukket op på slagmarker, har ført an i operationer og mobiliseret Iran-venlige militser. Men han var ikke blot militærmand.
Han begik sig i diplomatiet og holdt møder med andre landes politiske ledere, blandt andre Syriens præsident Assad og Ruslands præsident Putin, og dermed dirigerede han Irans udenrigspolitik med fokus på at sprede og konsolidere Irans magt i regionen.
Han var kort sagt arkitekten bag Irans militære mål og magtpolitik med direkte linje til Irans øverste religiøse leder, Ayatollah Khamenei.
I videoen herunder kan du se flere billeder af den populære general:
Efter Soleimanis død skrev Khamenei i dag på Twitter - der i øvrigt ellers er forbudt og blokeret i Iran:
- Kære iranske nation! Mange års oprigtig, modig indsats for at kæmpe mod verdens djævle og skurke & efter mange års ønske om martyriet tog Gud endelig den kære kommandør af islam, Soleimani, til denne ophøjede status. Hans blod blev udøst af de mest barbariske mænd.
Medlem af Revolutionsgarden fra starten
Soleimani tilsluttede sig Revolutionsgarden nærmest fra begyndelsen i 1979 og steg hurtigt i graderne. I dag bliver han i Iran betragtet som en krigshelt tilbage fra Iran-Irak-krigen i firserne.
I USA og blandt det internationale samfund blev han set som en terrorist og var under sanktioner, blandt andet for sit samarbejde med Syriens præsident Bashar al-Assad.
Irakiske shiamilitser slog op gennem nullerne flere hundrede amerikanske soldater ihjel under Soleimanis direkte eller indirekte ledelse. En af dem er militsen Asaeb Ahl al-Haq, der til parlamentsvalget i Irak i 2014, opstillede et politisk parti, og Soleimanis magt rakte langt ind i Iraks politiske geledder med indflydelse på indenrigs- og transportministeriet under Nouri al-Malikis regering.
Nok var generalmajoren lav af statur, men han fik stadig mere indflydelse på irakisk politik - en indflydelse, som den store folkeopstandelse i Irak siden oktober har demonstreret imod.
Sendte SMS til amerikansk general: Jeg kontrollerer politikken
I 2008 sendte Soleimani sågar ifølge avisen The Guardian en besked til USA's daværende topgeneral i Irak, David Petraeus:
- Kære general Petraeus. Du bør være opmærksom på, at jeg, Qassem Soleimani, kontrollerer Irans politik i Irak, Syrien, Libanon, Gaza og Afghanistan. Og faktisk, så er ambassadøren i Bagdad fra Quds-styrken. Og efterfølgeren er fra Quds, stod der i beskeden, der blev overleveret via en tekstbesked til den daværende irakiske præsident.
Efter krigen mod Islamisk Stat har de titusindvis af iransk støttede irakiske shiamilitser fået indflydelse.
Allerede mens krigen mod IS buldrede løs mødte iransk støttede repræsentanter og religiøse ledere op ved frontlinjen i den sunni-dominerede storby Mosul for at uddele grønne bedekæder og pamfletter ud til de irakiske soldater hos specialstyrkerne, hvoraf mange er trænet af USA.
Et besøg af mænd i hvide turbaner, hvor jeg blev gemt væk i et soveværelse, fordi soldaterne var bange for, at de religiøse repræsentanter i Irans tjeneste skulle se mig og tro, jeg var CIA.
Soleimanis store popularitet blandt iranerne førte op til det seneste præsidentvalg i foråret 2017 til højlydte ønsker om, at han skulle stille op som præsidentkandidat. Dette afviste han med henvisning til, at han ville arbejde for den islamiske republik som en soldat indtil sit livs sidste dag.Den kom uventet, på en lokation og med en timing, der kan få store konsekvenser for hele Mellemøsten.