Slaget om Donbas er en artilleri-krig: 'Alt omkring dig ryster – selv dine indvolde', fortæller dansk veteran

En dansk Balkan-veteran fortæller, hvordan det er at stå i midten af et artilleriangreb.

Det russiske forsvar råder over en exorbitant mængde artilleri. Her fremvises en lille del af det i 2017. (Foto: TATYANA MAKEYEVA © Scanpix Denmark)

Da Ruslands militære fangearme viste sig for korte til at nå Kyiv, deponerede Rusland i stedet nationens ære i forsøget på at indtage Donbas i det østlige Ukraine.

En indsats, der har budt på, hvad flere eksperter kalder de første russiske succeser på slagmarken.

Og en indsats, der igen giver Russerne rig mulighed for at bruge den våbentype, der efterhånden er blevet synonym med den russiske hær.

- Hele krigen i Ukraine har vist sig at være en artillerikrig. Det er blevet fuldstændigt afgørende i denne her krig, siger Anders Puck Nielsen, der er militærforsker ved Forsvarsakademiet.

Og lige nu har russerne suverænt flest våben, der kan beskyde fjenden på lang afstand.

- Skåret ind til benet, så er forskellen lige nu, at Ukraine er stærkest på infanteri, og Rusland er stærkest på artilleri, forklarer Anders Puck Nielsen.

Derfor har vi også gentagende gange hørt den Ukrainske præsident Zelenskyj bede Vesten om flere tunge våben, der vil give de ukrainske soldater mulighed for at slå tilbage, når russiske granater og raketter rammer frontlinjen.

Veteran: Du opdager det først, når fragmenterne flyver

Men hvordan reagerer man egentlig, når tonsvis af sprængstof pludselig regner ned over dig og dine soldaterkammerater fra en fjende, du hverken kan se eller høre?

Det ved Claus Stenberg og mange andre danske Balkan-veteraner, der som en del af den fredsbevarende styrke tilbage i halvfemserne flere gange endte under voldsom beskydning af artilleri.

- Du hører de hvislende granater, de hule drøn, og det begynder at flyve med fragmenter omkring dig.

- Alt omkring dig ryster – selv dine indvolde ryster, fortæller Claus Stenberg, der i dag ikke længere er i Forsvaret, men styregruppemedlem og talsmand for veteranorganisationen Veteranalliancen.

I slutningen af sin tur til Balkan oplevede Claus Stenberg, at artilleriangrebene blev nemmere at håndtere. Da han kom hjem, viste det sig dog, hvor stor effekt de havde haft på ham. (Foto: PRIVATFOTO © PRIVATFOTO)

Han var af sted som konstabel med hold 4 i Kroatien fra august 1993 til februar 1994 som led i FN-indsatsen UNPROFOR. Han oplevede, at serbisk artilleri sendte granater mod dem, hvis de befandt sig mellem serberne og deres mål.

- Du hører ikke affyringen, for den foregår måske tyve kilometer væk. Så den første gang, du bliver opmærksom på, at du er under artilleriangreb, er, når granaterne slår ned, og fragmenterne flyver om hovedet på dig.

- I starten ligger man bare og ryster, og siger til sig selv, at "det her er den dårligste idé, du nogensinde har fået, for nu dør du", siger Claus Stenberg.

'Du er så magtesløs'

Foruden følelsen af trykbølger i dine tarme, og sprængkraften, der kan forvandle en træstump til et livsfarligt fragment, så adskiller artilleri sig også fra rifler og maskingeværer på en anden måde.

- Hvis en serber skyder på dig med et maskingevær, så kan du skyde igen eller tilkalde morterild eller flystøtte. Du har ligesom en palette af handlemuligheder. Det kan du ikke mod artilleri.

Claus Stenberg iført den karakteristisk blå baret. (Foto: (privatfoto) © (Privatfoto))

- Du er så magtesløs, når du rammes af artilleri. Det føles virkelig som feje hold, fortæller Claus Stenberg.

Han blev aldrig selv såret i de mange angreb på danske styrker. Alligevel udviklede han som en lang række andre danske Balkan-veteraner PTSD, da han kom hjem.

Noget han ikke tøver med at give den hårde artilleribeskydning en del af skylden for.

- Der var beskydninger, hvor de skød efter militære mål, og så var der deres terrorskydninger, der skulle stresse os. Det er jo det, der har givet mange af os PTSD, efter vi kom hjem. Man går jo hele tiden og kigger op og lytter efter de her hvislelyde, når de rammer.

- Frygtkontakten bliver presset i bund så hårdt, at når du kommer hjem og fjerner fingeren igen, sidder knappen fast, fortæller han.

Hjælp på vej til Donbas

De ukrainske styrker kan dog måske begynde at se en ende på "de feje hold", når det kommer til artillerikrigen om Donbas.

Både Storbritannien og USA har nemlig besluttet at sende langtrækkende, avancerede missiler til Ukraine. Missilsystemerne vil give ukrainerne en artillerirækkevidde på op mod 80 kilometer.

Og det er dårligt nyt for russerne.

- Nu får Ukraine noget, der har længere rækkevidde og er meget bedre end det, russerne kan hive frem. Og så er det nu ukrainerne, der i sikkerhed kan stå og skyde på russerne.

- Det er bestemt en bekymring hos russerne, siger Anders Puck Nielsen.

Et hus står i brand i det østlige Ukraine efter et russisk artilleriangreb. (Foto: Aris Messinis © Ritzau Scanpix)

Spørgsmålet er så bare, om våbenhjælpen er nok.

- Spørgsmålet er, om det de får nok. Det er en enorm stor frontlinje, og så meget artilleri sender man ikke til ukrainerne, siger Anders Puck Nielsen.

For russerne er ikke de eneste, der kan bruge deres store kanoner effektivt.

- Man skal ikke undervurdere det ukrainske artilleri. De er også rigtig gode til at bruge deres. De har bare mindre af det end russerne, siger Anders Puck Nielsen.

Som talsmand for Veteranalliancen ser Claus Stenberg også gerne, at verdenssamfundet husker at fortsætte støtten, når krigen engang er fortid.

- Nu skal vi huske, at når vi er færdige med at give Ukrainerne våbenhjælp, så skal vi også hjælpe de flere generationer, der kommer til at kæmpe med PTSD i fremtiden, siger Claus Stenberg.