Slaget om Mosul: Over en million kan blive fordrevet

Krigen mod IS i Mosul er også historien om den forudsigelige, humanitære katastrofe.

Ingen var ordentligt forberedt, da 30.000 civile før sommeren på blot to døgn flygtede fra den irakiske by Fallujah.

Den militære offensiv mod den dengang IS-kontrollerede by førte til en hovedkuls flugt. Halvdelen af byens indbyggere flygtede i løbet af et øjeblik.

Det samme kan ske i Iraks næststørste by Mosul. Men i en helt, helt anden skala. Det er ganske usædvanligt, det der er i gang netop nu: Et angreb mod IS i en millionby, hvor mindst 600.000 civile befinder sig i bykernen, mens over 700.000 bor i områderne i udkanten af og omkring byen.

- Det positive er, at det er en krise, der er forudsigelig, som regionaldirektør i Dansk Flygtningehjælp, Peter Klansø, udtrykker det.

Akut behov for mad

Det er en statslig nødhjælpskomite, der sammen med FN og nødhjælpsorganisationer forsøger at forberede den store flugt.

Og denne gang er det humanitære samfund noget mere forberedt end ved andre offensiver i Irak, som for eksempel den i Fallujah, siger generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl, der for nyligt har været i Bagdad og følge forberedelserne.

- Der vil blive akut behov for mad, at få folk registeret og få dem bosat. Flygtningene fra Fallujah fik ingen god modtagelse, men den læring danner grundlag for den plan, der nu er lagt. Ifølge planen forventes der op mod en million flygtninge, siger Anders Ladekarl.

Tusinder af borgere flygtede fra Mosul, da IS rykkede ind i 2014. (Foto: stringer/Iraq © Scanpix)

Sejr lig med krise

Det tal er helt enormt. Allerede er cirka 3,3 million mennesker blevet internt fordrevet i Irak i løbet af de seneste 2,5 år.

FN kæmper med at få råd til at huse dem og har samtidig kun fundet 120 millioner dollars af de i alt 285 millioner, FN har appelleret om for at kunne hjælpe de kommende flygtninge fra Mosul.

- Næsten hver sejr er akkompagneret af en simultan humanitær krise, siger FN’s humanitære koordinator i Irak, Lise Grande, til Washington Post.

Fire ruter ud af byen

Ingen ved heller endnu, i hvilket omfang Mosuls borgere vil være i stand til at flygte.

Der er arrangeret fire flugtruter ud af byen - en i hvert verdenshjørne. Flugtruterne er baseret på, hvilke veje flygtninge benyttede sidst, da IS indtog Mosul i juni 2014, hvor 300.000 flygtede indenfor de første døgn. Men ingen kan vide, om disse ruter vil være åbne, nu hvor offensiven er i gang.

- Planen er, at man vil guide flygtningene til fire store registreringscentre. Her vil alle mænd blive sikkerhedstjekket, så mænd og kvinder vil i noget tid blive skilt ad. Vi har at gøre med en krig, hvor modstanderen fortsat kan være en trussel, så det ser man sig nødsaget til, fortæller Anders Ladekarl.

I det kuridiske selvstyreområde øst for Mosul er man i gang med at opføre teltlejre til de mange civile, som ventes at flygte fra kampene i Mosul. (Foto: AZAD LASHKARI © Scanpix)

IS-screening

Der har tidligere været rejst kritik af myndighedernes screening af mænd, der flygter fra IS -kontrollerede områder, og flere iagttagere medgiver, at det langt fra er uproblematisk, og at det næppe kan undgås, at uskyldige bliver tilbageholdt i myndighedernes forsøg på at undgå, at IS udnytter flygtningestrømmen til at luske væk.

FN betegner situationen i Irak som en intern militær konflikt, hvor den internationale humanitære ret er gældende, mens den irakiske regering mener, at de arresterede skal behandles efter gældende irakisk straffelov snarere end efter Geneve-konventionerne.

Dansk Flygtningehjælp hjælper blandt andet med at yde beskyttelse af civile, hvilket også indebærer overvågning af, hvordan screeningerne foregår, og hvem der vurderer på baggrund af hvad, at en iraker for eksempel skal tilbageholdes.

Ny voldsspiral

Hjælpeorganisationerne og FN forbereder sig på en - i den humanitære verden - kortvarig indsats på mellem 1-6 måneder, hvor civile vil være fordrevet.

Men der kan meget vel gå meget længere tid, inden de fordrevne kan flytte tilbage til Mosul. For én ting er at fordrive IS fra byen. Noget andet er at undgå en ny voldspiral og magtkampe i det efterladte tomrum.

- Der må ikke ske det, at folk bliver tvunget tilbage, før de føler sig trygge, og deres sikkerhed kan garanteres. Vi ser ofte en politisk interesse i, at tilbageflytningen sker hurtigt, så der kan blive skabt normalisering. Men vi skal sørge for at flygtningene ikke føler sig pressede, siger Dansk Flygtningehjælps regionaldirektør, Peter Klansø.

70 kilometer sydøst for Mosul ligger Dibaga flygtningelejren, der huser 31.000 internt fordrevne irakere, især fra Mosul:

Helt anden skala

De fleste kigger naturligt nok mod tidligere sejre over IS i Ramadi og Fallujah for at danne sig et billede af, hvad der kommer til at ske.

Men det kommer hverken til at ligne Ramadi eller Fallujah. Det bliver i en helt anden skala på grund af Mosuls størrelse.

Og derfor frygter iagttagere, at offensiven, der netop er gået i gang, vil føre til en humanitær katastrofe - uanset hvor forberedt og velvilligt hjælpearbejdere forsøger at imødekomme de potentielt en million flygtninges behov.

Facebook
Twitter