Slagtilbud fra britisk politi: Køb en betjent og få en gratis oveni

Butikker i London-bydel kan betale for at få betjente i gadebilledet.

Bydelen Brixton i London har brug for mere tryghed og mere synligt politi.

Derfor har Michael Smith, som er direktør for Brixton Business Improvement District, iværksat et projekt, der skal gøre området mere sikkert for de forretningsdrivende. Han indsamler penge fra alle butikkerne i området, som så betaler for, at bydelen kan få en ekstra politimand i gadebilledet.

Det koster omkring 550.000 kroner om året – men så smider politiet selv en ekstra mand oveni. I øjeblikket er 348 politifolk alene i London betalt på denne måde, og man forventer en stor stigning i antallet det kommende år.

De politimænd, som er en del af projektet, arbejder udelukkende for at mindske kriminaliteten mod butikkerne i Brixton. Richard Weaver er en af dem.

- Det er vigtigt, at befolkningen kan se politiet på gaden. Det hjælper med at mindske frygten for kriminalitet, siger han til DR Nyheder.

Betjente gør butikkerne sikre

Richard Weaver og hans makker Ian Nicholls begyndte ifølge Brixton Blog at patruljere i gaderne i juli 2016, da projektet begyndte.

I samarbejde med rådet i bydelen Lambeth, som Brixton er en del af, har Brixton Business Improvement District benyttet sig af et af Londons borgmesters projekter. Projektet kaldes BOGOF, som står for "Buy One Get One Free" - køb én og få en gratis - og gør det muligt for de lokale myndigheder at købe flere betjente.

- Indførelsen af betjentene betyder, at Brixton har en dedikeret politiressource, som fokuserer på virksomhedernes bekymringer, såsom asocial opførsel, tiggeri og butikstyveri, sagde projektleder Michael Smith til Brixton Blog i juli 2016.

Projektet gør det muligt for hver virksomhed at kontakte betjentene direkte frem for at skulle lave et alarmopkald, hvis de for eksempel oplever tyveri.

I bydelene Streatham, Vauxhall og Southbank har man ligeledes afprøvet projektet med betjente, der holder et vågent øje med butikkerne.