Havnemyndighederne i London har fjernet en statue af slavehandleren Robert Milligan fra pladsen foran Museum of London Docklands i den østlige del af byen.
Den skotske købmand var en af drivkrafterne bag de vestindiske dokker i London, men ejede også to sukkerplantager og 526 slaver på Jamaica.
- Museum of London anerkender, at monumentet er en del af den fortsat problematiske hvidvaskning af historien, som tilsidesætter smerten hos dem, der stadig slås med eftervirkningerne af de forbrydelser, Milligan begik mod menneskeheden, lyder det fra museet.
Statuen har stået på pladsen siden 1813 og er blevet fjernet efter en underskriftindsamling blandt 3.000 borgere.
En gruppe aktivister har desuden svoret at demonstrere hver dag, indtil statuen var væk, skriver BBC.
Og dagene lader til at være talte for flere tilsvarende symboler på Storbritanniens fortid som kolonimagt.
Tidligere i dag meldte Londons borgmester sig klar til at se på, om der skal tyndes ud i galleriet af historiske monumenter og referencer i Londons gader.
Helk konkret vil Sadiq Khan nedsætte en kommission, der skal vurdere, om monumenter, statuer, vægmalerier eller gadenavne flugter med byens etniske mangfoldighed i dag.
- Det er en ubekvem sandhed, at en stor del af nationen og byens rigdom skyldes deltagelse i slavehandlen. Og mens dette afspejles i det offentlige rum, så bliver vores mange kulturers bidrag til livet i hovedstaden overset.
- Det kan ikke fortsætte, lyder det fra Sadiq Khan ifølge AP.
Smed statue i havnen i Bristol
Udmeldingen fra borgmesteren kommer på dagen, hvor den 46-årige afroamerikaner George Floyd bliver stedt til hvile i sin fødeby i Houston i Texas.
Han døde under en anholdelse 25. maj i Minneapolis i Minnesota, da en nu drabssigtet hvid betjent sad med sit knæ på hans hals i næsten ni minutter.
Siden da har der været massive protester imod politibrutalitet og -vold - og ikke mindst racisme på tværs af USA. Og sidenhen i store dele af verden.
Blandt andet har tusindvis af briter været på gaden for at støtte op om den antiracistiske bevægelse Black Lives Matter.
Ikke mindst i den sydvestlige by Bristol, hvor det tiltrak sig stor opmærksomhed, da demonstranter i søndags smed en statue af Edward Colston, en slavehandler fra det 17. århundrede, i havnen.
Handlingen har mødt en vis opbakning i befolkningen, men er af regeringen blevet betegnet som "vandalisme", der kræver fuld håndhævelse af loven.
Premierminister Boris Johnson har dog samtidig anerkendt det som den "rå virkelighed", at farvede borgere i Storbritannien oplever diskrimination.
Derfor har han lovet, at regeringen vil arbejde for at skabe grundlæggende forandringer.
Imperalist kan blive 'den næste'
Efter aktionen mod Edward Colstons statue er der blandt andet blevet pustet nyt liv i en protestgruppe, der ønsker en statue af Cecil Rhodes, en britisk imperialist i Sydafrika, fjernet fra universitetet i Oxford.
- Rhodes, du er den næste, stod der tirsdag på et banner i Oxford.
Og i Edinburgh i Skotland bliver der stillet krav om, at en statue af Henry Dundas, en politiker fra 1700-tallet, der forsinkede frigivelsen af slaverne med 15 år, bliver revet ned.
Her har leder af byrådet Adam McVey udtalt, at han ikke vil anse det for at være det mindste tab, hvis Dundas-statuen bliver fjernet og erstattet med noget andet.
I Manchester har borgere med en underskriftindsamling lagt byrådet under pres for at fjerne en statue i Picadilly Gardens af Sir Robert Peel.
Borgerne vil have den tidligere premierministers statue fjernet, alene fordi hans far var aktiv fortaler for slaveri helt frem til et år før forbuddet mod slavehandlen i 1807.
Der er dog også en underskriftindsamling i gang for at bevare statuen, skriver The Guardian.
Bystyret i Manchester har ligesom i London varslet et eftersyn af alle byens statuer og monumenter for at undersøge den historiske kontekst.
Her vil man samtidig spørge befolkningen, hvilke personer der i stedet burde hyldes i bybilledet.
Khan freder Churchill-statue
I weekenden skrev demonstranter i London på en statue af Winston Churchill, at Storbritaniennes premierminister under Anden Verdenskrig "var racist".
Premierministeren, der førte an i kampen nod nazisternes Tyskland, var samtidig en urokkelig forsvarer af det britiske imperium og er kendt for at have udtrykt sig nedsættende om andre folkeslag.
Sadiq Khan, Londons borgmester, siger dog til BBC, at han mener, det ville være at gå for langt, hvis statuen af Churchill skal væk.
- Ingen er perfekt, om det er Churchill, om det er Ghandi eller om det er Malcolm X, siger Khan.
Han siger samtidig, at skolerne skal lære børn om historien fra både den pæne og den grimme side.
- Men der er nogle statuer, der helt klart stikker ud.
- Slavehandlere stikker efter min mening ud. Det samme gør plantageejere.