Slotsbesøg, forbudte kys og en rullekuffert med vin: Møgsager kan afgøre Boris Johnsons skæbne i denne uge

Den britiske premierminister risikerer at falde efter skandalesager på stribe.

Boris Johnson kæmper for sit politiske liv. (Foto: Ritzau/Scanpix. Guardian/eyevine. Bearbejdet af Søren Winther Nørbæk)

I disse dage spekuleres der i Boris Johnsons politiske fremtid.

Der funderes blandt andet over, om premierministeren står over for en mistillidsafstemning i sit eget parti, og om han stadig sidder på posten, når ugen er omme.

Det skyldes en række afsløringer og beskyldninger om forbudte fester under coronakrisen.

For kan det virkelig passe, at der blev holdt op til flere fester på premierministerens adresse i Downing Street i en tid, hvor briterne kun måtte ses med en enkelt person - udendørs og med to meters afstand?

Eller at der blev kørt rullekufferter med sprut ind på den famøse adresse, mens coronaramte briter døde i ensomhed, fordi de ikke måtte få besøg af deres familier?

I øjeblikket arbejder den britiske topembedskvinde Sue Gray på en undersøgelse af flere af de påståede fester i Downing Street. Ifølge britiske medier har der været meldinger om mindst 12 af slagsen.

Rapporten, som forventes at blive klar i denne uge, kan afgøre Boris Johnsons politiske skæbne, fastslår DR's Storbritannien-korrespondent, Tinne Hjersing Knudsen.

- Det er en regulær skæbneuge, Boris Johnson er gået ind i. Om han stadig sidder i Downing Street 10, når ugen er omme, afhænger dybest set af, hvad der står i Sue Gray-rapporten, siger hun.

Mens vi venter på afgørelsen, tager vi et kig på nogle af de afsløringer og beskyldinger, som har bragt Boris Johnson i unåde.

Herunder en efterhånden famøs rullekuffert med vin, gin og tonics i Boris Johnsons baghave samt en sundhedsminister, hvis affære kostede ham jobbet.

Spindoktorens køretur skaber shitstorm

Den 25. maj afholder spindoktor Dominic Cummings sit eget pressemøde i haven bag Downing Street. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

Den 23. marts 2020, knap to uger efter Danmark, vælger Boris Johnson at trykke på knappen og lukke Storbritannien ned.

- Fra i aften må jeg give briterne en meget simpel instruktion. I skal blive hjemme, lyder det fra Johnson. Det britiske samfund lukker ned, og al ikke-nødvendig rejseaktivitet er forbudt.

Den 12. april bliver premierministerens famøse spindoktor, Dominic Cummings, set ved det maleriske slot Barnard Castle over 400 kilometer nord for London. Det fører til en større shitstorm rettet mod den britiske regering med beskyldninger om hykleri og krav om en fyring af spindoktoren.

Trods Cummings' forklaringer om, at han tog til Nordengland af hensyn til sin fireårige søn, og at der med køreturen 12. april var tale om en "testtur" for at se, om han var i stand til at køre hele vejen hjem til London, så vokser vreden i Storbritannien.

- Jeg forstår, hvorfor nogle mener, at det var forkert, og at vi skulle være blevet hjemme. Men jeg er uenig, siger Cummings.

Efter pressemødet kræver 19 konservative parlamentarikere Cummings' afgang, og kritikken af spindoktoren fylder i medierne.

Hvilken planet er de på, lyder det på forsiden af Daily Mail den 25. maj. (Foto: Screenshot fra mediets Twitter-profil)

- Det er en klassisk omgang "gør, som jeg siger, ikke som jeg gør". Det er jo ikke, fordi han ikke er bekendt med reglerne - han har været med til at lave dem, siger en af dem, Paul Maynard.

Daily Mirror mener, at der er tale om hykleri. (Foto: Screenshot fra mediets Twitter-konto)

Men Boris Johnson vælger at frede sin spindoktor og forsvarer ham offentligt.

- Ved at rejse i forsøget på at finde pasning til et barn, mens han selv og hans kone var ved at blive svækket af coronavirus, har jeg konkluderet, at han fulgte enhver forælders instinkt, og det vil jeg ikke kritisere ham for, lyder det fra premierministeren.

- Jeg mener, at han har ageret ansvarligt og med ønsket om at stoppe spredningen af dette virus for at redde liv.

  • Ukendte personer tog ulovlige metoder i brug for at kalde Cummings for en hykler. (Foto: Facundo Arrizabalaga © Scanpix)
  • Aktivistgruppen 'Led by Donkeys' kører forbi Cummings' hjem i London med en påmindelse om kravet om at blive hjemme. (Foto: Andy rain © Scanpix)
  • Nogle af Cummings' naboer henviser til det berømte citat fra George Orwells klassiker Kammerat Napoleon. (Foto: TOLGA AKMEN © Scanpix)
  • Toprådgiveren mødes af presse og aktivister foran sit hjem i London. (Foto: TOLGA AKMEN © Scanpix)
1 / 4

Havefest i Downing Street

Den 20. maj 2020 sender Boris Johnsons personlige sekretær, Martin Reynolds, en email ud til over 100 ansatte i Downing Street, heriblandt premierministerens rådgivere, taleskrivere og dørvagter.

- Efter hvad der har været en utrolig travl periode, tænkte vi, at det ville være rart at få mest muligt ud af det gode vejr og få nogle drinks med social afstand i haven i nummer 10 i aften. Slut jer til os fra klokken 18 og tag jeres egen sprut med, står der blandt andet i emailen.

På dette tidspunkt befinder Storbritannien sig i sin første nedlukning, og briterne må kun ses med en enkelt person fra en anden husstand ad gangen - og det skal ske udendørs og med mindst to meters afstand.

Den britiske journalist Robert Peston stiller spørgsmålstegn ved Boris Johnsons forklaring. (Foto: Screenshot fra Twitter)

Vidner siger ifølge britiske medier, at 30-40 personer - herunder Boris Johnson og hans hustru - deltager ved sammenkomsten, hvor bordene efter sigende er fyldt med gin, rosé og vin.

  • Havefesten fandt sted i maj 2020, hvor Storbritannien var lukket ned... (Foto: Toby Melville © Ritzau Scanpix)
  • ...Og politiet patruljerede blandt andet parker for at sikre sig, at folk fulgte coronareglerne. Herunder, at man ikke måtte være flere end to personer, der mødtes offentligt, med mindre man tilhørte samme husstand, eller forsamlingen var "nødvendig af arbejdsmæssige årsager". (Foto: HENRY NICHOLLS © Ritzau Scanpix)
  • Advokater påpeger ifølge BBC, at Downing Street ikke er et offentligt område. Samtidig kan man argumentere for, at Johnson ikke brød loven ved at deltage i festen, da han teknisk set ikke forlod sit hjem, da den foregik i hans baghave. (Foto: Andy rain © Ritzau Scanpix)
1 / 3

Da sagen kommer frem i begyndelsen af 2021, fører det til enorm kritik af premierministeren, der indledningsvis ikke vil udtale sig om, hvorvidt han selv deltog.

Ved spørgetimen den 12. januar i år undskylder Boris Johnson og fortæller, at han selv deltog ved havefesten.

- Jeg ønsker at undskylde. Der var ting, som vi simpelthen ikke gjorde rigtigt, og jeg må tage ansvaret, siger premierministeren under mange tilråb fra salen.

- Jeg gik tilbage til mit kontor efter 25 minutter for at fortsætte mit arbejde, lyder det fra Johnson, der tilføjer, at han "bestemt mente", at arrangementet i haven var "arbejdsrelateret".

- Da hele landet var lukket ned, holdt han drukgilder i Downing Street, lyder beskyldningen fra oppositionsleder Keir Starmer, der mener, at Johnson bør gå af.

I december 2019 dukker dette foto op på forsiden af The Guardian. Her er der tale om et arrangement i Downing Streets baghave den 15. maj 2020 - Altså fem dage før havefesten. Vinen på bordene og den manglende afstand giver fornyet kritik af Johnson, som dog slår fast "disse mennesker var på arbejde og talte om arbejde". (Foto: Guardian / eyevine © © Guardian / eyevine. All Rights Reserved.)

Premierministeren henviser til, at topembedskvinden Sue Gray er blevet sat til at undersøge flere beskyldninger om forbudte fester i regeringen, og at det er for tidligt at konkludere noget.

Kritikken kommer dog også fra egne rækker. Herunder fra den tidligere leder af Det Konservative Parti i Skotland, Ruth Davidson.

- Idéen om, at de folk, der fortalte os om alle de her restriktioner, var ude og nyde gin og tonics i baghaven, er utrolig, lyder det fra Davidson, der siger, at havefesten ikke kan forsvares.

Meldinger om flere sammenkomster på stribe i vintermørket

I starten af november 2020 indfører Johnson-regeringen Storbritanniens anden nedlukning. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

I begyndelsen af november 2020 begynder de britiske coronatilfælde at stige, og Boris Johnson henvender sig endnu engang til befolkningen og beder briterne om at blive hjemme, da han indfører en ny nedlukning af landet.

Det indebærer blandt andet, at indendørs sammenkomster er forbudt, med mindre der er tale om arbejde. Men ifølge britiske medier er der meldinger om flere fester i Downing Street i løbet af vinteren 2020.

Kilder siger til BBC, at der bliver holdt en festlig sammenkomst i premierministerens lejlighed den 13. november i kølvandet på fyringen af Dominic Cummings. Dette afviser premierministerens talsmand.

Dominic Cummings valgte at tage fordøren med sin papkasse i hænderne, da han blev fyret den 13. november 2020. Siden har spindoktoren stået bag flere alvorlige anklager mod sin tidligere arbejdsgiver. (Foto: HENRY NICHOLLS © Ritzau Scanpix)

Ifølge britiske medier finder en ny sammenkomst i Downing Street sted den 27. november i forbindelse en højtstående rådgivers sidste arbejdsdag. Kilder siger, at Boris Johnson holder tale ved arrangementet, hvor der ifølge Daily Mirror er op mod 50 mennesker til stede i lokalet.

Den 2. december 2020 slutter nedlukningen, men regeringen holder fast i strenge restriktioner baseret på den lokale smittesituation. London placeres på det næsthøjeste niveau, hvilket indebærer, at man ikke må mødes med personer fra andre husstande indendørs, med mindre det er nødvendigt og i forbindelse med arbejde.

Den 14. december bliver der afholdt en forbudt fest i Det Konservative Partis hovedkvarter i det centrale London. Et foto, der florerer fra festen, viser over 20 personer tæt sammen til et gruppefoto i et lille lokale med buffet.

Den næste dag bliver Boris Johnson fotograferet under en julequiz i Downing Street. Han afviser at have handlet forkert og siger, at der var tale om et arbejdsarrangement.

Premierministeren sammen med to ansatte i Downing Street under en julequiz over Zoom 15. december 2020. (Foto: Mirrorpix © Mirrorpix)

Den næste dag rykker London op til det øverste trin på restriktionsskalaen. Samme aften afholder ansatte fra transportministeriet en fest, som ministeriet beklager og kalder "upassende".

Den 17. december bliver der afholdt fest i indenrigsministeriet for at sige farvel til chefen for myndighedernes corona-taskforce.

Den næste dag afholdes der ifølge Daily Mirror en ny fest i Downing Street.

Videoen får over 10 millioner visninger på Twitter alene, og Johnsons tidligere presserådgiver, som optræder i videoen, undskylder og trækker sig efterfølgende.

For Johnsons kritikere bekræfter videoen meldingerne om den forbudte julefest i Downing Street. Johnson siger efterfølgende, at videoen gør ham "rasende", men holder fast i, at der ikke var blevet holdt fest, og at der ikke var brud på coronareglerne.

Kuffert med vin ruller ind i Downing Street under landesorg

Vi skruer tiden frem til den 16. april 2021.

Storbritannien er fortsat underlagt coronarestriktioner med forbud mod indendørs sammenkomster. Der flages på halvt på alle regeringsbygninger. Og i Windsor gøres der klar til at begrave dronning Elizabeths mand, prins Philip, den næste dag.

Denne aften bliver der afholdt to personalefester i Downing Street. Ifølge The Telegraph går nogle af de ansatte fra Downing Street ned i et supermarked og fylder en rullekuffert med vin, hvorefter der bliver festet til den lyse morgen.

Ifølge meldinger i britisk presse rykker den ene fest udenfor, fordi der er blevet spildt så meget vin på gulvet. Undervejs kommer en ansat efter sigende til at ødelægge gyngen i baghaven, som tilhører Boris Johnsons unge søn.

Efter afsløringen er kritikere hurtige til at pege på det ikoniske foto af dronning Elizabeth, der sad alene ved sin mands begravelse, fordi coronarestriktionerne indebar afstandskrav og et loft på 30 deltagere. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

Festerne afsløres først i starten af i år. Her undskylder Downing Street over for dronning Elizabeth.

- Det er dybt beklageligt, at dette fandt sted, mens der var landesorg, og Downing Street har undskyldt over for paladset for dette, lyder det fra premierministerens talsmand.

Boris Johnson deltog ikke ved festerne, men afsløringen er med til at lægge pres på premierministeren.

Johnsons højtstående partifælle Sir Roger Gale siger, at han ikke personligt bebrejder premierministeren for den seneste skandale, fordi han ikke var tilstede, men:

- Jeg synes, at det afslører en kultur i Downing Street, der tydeligvis kommer fra toppen og ikke burde tillades, siger han til Sky News.

Forbudte kys koster sundhedsminister jobbet

Sundhedsminister Matt Hancock havde en affære med sin assistent Gina Coladangelo (tv), der kostede ham jobbet. (Foto: TOM NICHOLSON © Ritzau Scanpix)

Mens møgsagen omkring Dominic Cummings ikke kostede spindoktoren jobbet, kan det samme ikke siges om den nu forhenværende sundhedsminister, Matt Hancock.

I slutningen af juni 2021 kan Hancock se sig selv på utallige avisforsider med overskrifter om ham med ord som "hykler", "ydmyget" og "håbløs og arbejdsløs".

Få dage forinden har tabloidavisen The Sun bragt fotos af ministeren, der kysser med sin rådgiver, Gina Coladangelo, inde på ministerens kontor.

Det udløser en bølge af kritik mod ministeren - blandt andet fordi han øjensynligt har brudt de retningslinjer, han selv har fastsat om omgang med personer fra andre husstande under pandemien.

Sagen fører til fornyet kritik og beskyldninger om dobbeltmoral på øverste sted i Johnson-regeringen.

Hancock lægger sin opsigelse hos Boris Johnson og slår i en video fast: "Vi, som laver reglerne, bliver nødt til at overholde dem".

Hvad så nu?

Nu er det store spørgsmål, om Boris Johnson overlever ugen. (Foto: HENRY NICHOLLS © Ritzau Scanpix)

Vi hopper frem til nu. De seneste uger har budt på afsløringer på stribe og hug til Boris Johnson i både medier og i Underhuset.

Og der er ingen tvivl om, at de mange afsløringer har givet alvorlige ridser i lakken for teflon-premierministeren.

- Boris Johnson har aldrig været mere upopulær blandt briterne, end han er nu. For mange briter er det utilgiveligt, at han brød de strenge regler, som han bad alle andre leve under i månedsvis, slår Tinne Hjersing Knudsen fast.

- De, der holdt lignende store fester under lockdown, blev straffet med massive bøder på helt op mod 80.000 kroner. Hykleriet er åbenlyst, og det kan alle se. Det er det, der gør krisen så alvorlig for Boris Johnson, fortæller korrespondenten.

Og det er altså en regulær skæbneuge, som Boris Johnson er på vej ind i, og her bliver hans skæbne i høj grad bestemt af, hvad der står i Sue Gray-rapporten.

- Men den afhænger også af, hvad Johnson vil gøre for at prøve at overleve. Det virker ikke til, at han har tænkt sig at gå selv, nærmest uanset hvad der står i rapporten. Så vi kan forvente, at han vil kæmpe med næb og kløer for at overleve, siger hun.

- Den største trussel mod ham er i første omgang hans konservative partikammerater i Underhuset. Mange af dem afventer resultatet af rapporten, før de gør op med sig selv, om de vil udløse en mistillidsafstemning mod ham, siger Tinne Hjersing Knudsen, der peger på, at det kun kræver opbakning fra 15 procent af parlamentarikerne for at udløse en mistillidsafstemning.

- Så det er sandsynligt, at den kommer. Men det er ikke usandsynligt, at Boris Johnson kan overleve sådan en afstemning. Efter det er der vælgernes dom tilbage. Den får han først for alvor med de lokalvalg, der afholdes i maj. Og spørgsmålet er så, om de til den tid enten har glemt eller tilgivet festerne i Downing Street.