Slut eller standby? EU-ledere uenige om spidskandidaters chancer efter topmøde

EU-landene måtte opgive at besætte posten for formand for Kommissionen i nat.

Den tyske kansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har ret forskellige opfattelser af nattens topmøde. (Foto: pool © Scanpix)

- Jeg kan med en vis tilfredsstillelse, morskab og glæde konstatere, at det er svært at erstatte mig.

Den afgående formand for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, var en af de få, som fandt situationen decideret morsom, efter EU's stats- og regeringschefer i nat måtte opgive at sætte navn på Junckers efterfølger.

Uenigheden på topmødet var så udtalt, at deltagerne bagefter ikke engang kunne blive enige om, hvad de var uenige om, konstaterer mediet Politico.

Før topmødet hilser Lars Løkke Rasmussen på Luxembourgs regeringsleder Xavier Bettel, den franske præsident Emmanuel Macron og Hollands regeringsleder Mark Rutte. (Foto: PIROSCHKA VAN DE WOUW © Scanpix)

Macron: Genstart af proces

De forskellige virkelighedsopfattelser kom især til udtryk i reaktionerne på de såkaldte "spitzenkandidater", som er opstillet af de europæiske partifamilier.

De tre kandidater er den kristenkonservative tysker Manfred Weber, hollandske Frans Timmermans fra Socialdemokraterne og de liberales Margrethe Vestager (R).

Efter topmødet slog den franske præsident, Emmanuel Macron, fast, at de tre kandidater er taget af bordet, og at processen nu kan genstartes.

- Det var et nødvendigt skridt, når man påtænker det spændingsniveau, vi var nået op på på grund af den besættelse af partitilhørsforhold, som ikke passede til Europas demokratiske realitet, sagde Macron.

Derfor er formanden for EU-Kommissionen så vigtig:

Merkel og Løkke mulige kandidater

Sådan tolkede den anden store aktør i slaget om EU's absolutte topjob, den tyske kansler Angela Merkel, dog ikke situationen.

Merkel accepterede, at der ikke var opbakning til spitzenkandidat-processen på topmødet.

Men hun fastholdt at kandidaterne stadig er i spil, selvom formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, nu har fået til opgave at skaffe nye navne, inden EU-lederne skal mødes igen 30. juni.

På samme måde støtter fungerende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) stadig Margrethe Vestagers kandidatur, selvom han erkender, at nye navne kan komme i spil.

Både Angela Merkel og Lars Løkke Rasmussen er i øvrigt blandt de navne, som analytikere nævner som mulige kompromiskandidater til EU's ledige topjob.

Ud over kommissionsformanden skal man finde en ny formand for Det Europæiske Råd, en udenrigschef og en formand for Den Europæiske Centralbank.

Det hele skal helst være på plads, inden Europa-Parlamentet mødes for at vælge deres formand 2. juli.

Donald Tusk konstaterer, at man ikke kunne blive enige om en ny kommissionsformand:

Skal Juncker forlænges?

Hollands regeringsleder, Mark Rutte, virkede dog ikke specielt stresset i nat.

- De her ting tager lidt tid - det er ligesom en regeringsdannelse, sagde han og påpegede, at sidste gang, der skulle findes en regering i hans hjemland tog det syv måneder.

Rutte er dog sikker på, at der nok skal komme en løsning.

- Vi kan ikke lade Juncker blive på posten resten af livet, sagde han.

Men der findes faktisk dem, som mener, at Jean-Claude Juncker bør blive siddende, efter hans mandat officielt udløber 31. oktober.

Formanden for de europæiske kristenkonservative, Joseph Daul, var ifølge Politico i går så fortørnet over, at stats- og regeringscheferne ikke ville bakke op om gruppens kandidat, Manfred Weber, at han foreslog, at Juncker skulle blive siddende som formand for EU-Kommissionen måske helt indtil foråret 2020.

Her er de fem EU-topposter, der skal genbesættes i år. (Foto: GRAFIK: Mads Rafte Hein)
Her er de fem EU-topposter, der skal genbesættes i år. (Foto: Mads Rafte Hein)
Facebook
Twitter