Fire børn og to voksne er alvorligt såret efter et knivangreb fandt sted torsdag formiddag i den franske alpeby Annecy.
Tre af børnene er i kritisk tilstand, oplyser fransk politi ifølge nyhedsbureauet Reuters. Børnene er i alderen to-tre år.
- Vi er chokerede over denne afskyelige og ubeskrivelige handling. Når det påvirker børn, tror jeg, at alle er dybt berørt, og i dag er hele vores land i chok, sagde den franske premierminister, Elisabeth Borne, på et pressemøde tidligere dag.
Angrebet fandt sted på en legeplads tæt ved en sø. Her så flere øjenvidner den formodede gerningsmand løbe rundt med en kniv i hånden inden politiet nåede frem og skød den formodede gerningsmand i benet. Manden er nu i politiets varetægt.
Intet tyder indtil videre på en terrorhandling
Indtil videre er der ikke nogen grund til at antage, at der ligger et terrormotiv bag angrebet. Det oplyste anklagemyndigheden i Annecy, der var til stede under pressemødet med den franske premierminister.
- Som det ser ud nu, er der ikke noget, der kan få os til at konkludere, at motiverne bag angrebet var terror, sagde anklageren på mødet.
Premierminister Elisabeth Borne tilføjede, at gerningsmanden ikke i forvejen var kendt af politiet.
- Gerningsmanden har ingen straffeattest, er ikke kendt af nogen efterretningstjeneste, og er heller ikke kendt i psykiatrien, sagde premierminister på mødet, hvor hun også bekræftede mandens identitet som en 31-årig syrisk statsborger.
Premierministeren oplyste, at gerningsmanden har haft opholdstilladelse i Sverige i 10 år, men at den status nu genovervejes. Ifølge det franske medie Le Monde har gerningsmanden søgt asylstatus i Frankrig i 2022, men blev afvist. Manden er gift med en svensk kvinde og er far til et treårigt barn.
Her skete angrebet
Besøgte legepladsen flere dage forinden
En kvinde, der arbejder i området nær legepladsen, fortæller til den franske radiostation France Belu, at den formodede gerningsmand i ugerne op til angrebet ofte besøgte legepladsen.
- Han var der fra morgen til aften, og vi talte alle om ham, fordi han sad alene. Vi tænkte, han var lidt mærkelig, men han sagde ofte hej til os, siger kvinden.
Kvinden var vidne til dagens angreb og fortæller, at hun så "en baby fuld af blod" ved gerningsstedet og herefter en stor gruppe af unge mennesker løbe væk i choktilstand.
Også den tidligere fodboldspiller Anthony Le Tallec var vidne til dagens angreb. Han reagerede hurtigt på det sociale medie Instagram, hvor han blandt andet beskrev, hvordan politiet jagtede gerningsmanden, mens folk løb væk fra legepladsen i panik.
Ifølge det franske medie Le Monde, skulle den formodede gerningsmand angiveligt have råbt "i Jesu Kristi navn" under angrebet.