Smittetal eksploderer i Storbritannien: 'Det er, som om de almindelige værktøjer ikke virker længere'

I London holder ambulancer i kø foran hospitalerne, fortæller DR's korrespondent i Storbritannien.

Flere covid-patienter end under forårets første bølge, bliver nu behandlet i England. (Foto: Facundo Arrizabalaga © Scanpix)

Smittetallene i Storbritanninen er rekordhøje, mens en ny og mere smitsom variant af coronavirus spreder sig i landet.

I går blev der for sjette dag i streg registreret flere end 50.000 nye coronatilfælde.

Briterne har vurderet, at den nye variant af coronavirus kan være op til 70 procent mere smitsom end den almindelige.

Der er ingen tegn på, at varianten fører til alvorligere sygdomsforløb, men virusset har nemmere ved at få adgang til kroppens celler. Forklaringen findes i det "spike-protein", der sidder som nøgler på overfladen af virusset. Den engelske variant har mutationer, der har nemmere ved at "låse sig ind" i cellerne, og derfor er den mere smitsom.

Da mutationen hastigt spredte sig i december, indførte premierminister Boris Johnson en række coronatiltag, men det har ikke knækket smittekurven.

- Briterne er allerede underlagt meget strenge restriktioner. På trods af det fortsætter virusset med at sprede sig fuldstændig med ufortrøden hast, fortæller DR's korrespondent i Storbritannien, Tinne Hjersing Knudsen.

- Det er helt ny situation, denne her variant har givet os. Det er som om, at de almindelige værktøjer ikke virker længere, siger Tinne Hjersing Knudsen.

Premierminister Boris Johnson advarer i et tv-interview på BBC mod, at det kan blive nødvendigt at indføre strengere restriktioner, i et forsøg på at kontrollere de stigende smittetal. (Foto: Jeff Overs/BBC © Scanpix)

Ambulancer holder i kø

De høje smittetal kan mærkes på hospitalerne. Flere steder i Storbritannien er der nu flere covid-patienter på hospitalerne end under den første bølge af coronavirus i foråret.

- Det britiske sundhedsvæsen er meget presset. Det er desværre ret tidligt, når man kigger på de voldsomme smittetal. Vi ved, at når der er voldsomme smittetal i dag, slår det igennem på sygehusene nogle uger senere, siger Tinne Hjersing Knudsen.

Presset på sygehusene er dog forskelligt fra region til region.

- I øjeblikket er der især i London problemer med at få pladser nok til de nye covid-patienter på hospitalerne. Ambulancerne må holde og vente ude foran - nogle gange i flere timer.

Med de høje smittetal gør hospitalerne gør klar til at tage imod endnu flere patienter i de kommende uger:

- Lige nu er der ved at blive sat nødhospitaler op - sportshaller, der er indrettet til store midlertidige sygehuse. De skulle laves om til kæmpe vaccinationscentre, men nu skal de igen bruges til nye covid-patienter. Det føles som et ordenligt tilbageskridt i pandemien, siger Tinne Hjersing Knudsen.

De høje smittetal har fået de britiske sundhedsmyndigheder til at ændre deres vaccinationsprogram, så der nu kan gå op til 12 uger, fra man får det første stik, til man får det andet stik med vaccinen fra Pfeizer og BioNTech.

Det skal ifølge sundhedsmyndighederne i Storbritannien give mulighed for at vaccinere dobbelt så mange meget hurtigt.

Boris Johnson varlser nye restriktioner

I et tv-interview på BBC i går ville premierminister Boris Johnson ikke afvise, at det kan blive nødvendigt at indføre endnu strengere restriktioner.

Trods kritik har Johnson stadig bedt forældre om at sende deres børn i skole mandag i de områder, hvor skolerne stadig holder åbent.

- Jeg forstår folks bekymringer, men jeg er ikke i tvivl om, at skoler er sikre, og uddannelse er en prioritet, siger premierministeren.

Boris Johnson er 'ikke i tvivl om,' at det er sikkert for børn at tage skole. (Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS © Scanpix)

Da den nye variant af coronavirus spredte sig, indførte Boris Johnson den 19. december et nyt niveau i den engelske beredskabsplan, hvor personer skal holde sig hjemme og ikke mødes med andre husstande. Næsten otte ud af 10 indbyggere i England er lige nu omfattet af det såkaldte niveau 4.

I Wales, Nordirland og store dele af Skotland er der allerede indført lockdown.

Premierminister Boris Johnson har stadig nogle redskaber i værktøjskassen fra foråret, der er hårdere end de restriktioner, briterne lige nu lever under, fortæller Tinne Hjersing Knudsen:

- Han kan bede de ældre og personer i risikogruppen om at skærme sig - altså blive hjemme, eller lukke skolerne i England, hvor mange i dag skal tilbage efter juleferie.

Ifølge formanden for partiet Labour, Keir Starmer, er smitten i Storbritannien ude af kontrol, og det kan "ikke undgås" at lukke flere skoler.

Men der er også andre håndtag, som Boris Johnson kan skrue på:

- Der er også kedeligere ting, som briterne kender fra foråret: At personer ikke må gå ud i mere end en time om dagen eller bevæge sig mere end fem kilometer fra hjemmet, fortæller Tinne Hjersing Knudsen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter