Smuglere arrangerer 90 procent af flygtningeturene til EU

Ifølge rapport fra Interpol og Europol omsatte menneskesmuglere for ca. 30 milliarder kroner i 2015.

Menneskesmuglere står bag næsten alle rejser, som flygtninge og migranter har foretaget til EU i 2015. (Foto: handout © Scanpix)

Stort set alle flygtninge og migranter, der kom til EU i 2015, har fået deres rejse arrangeret af personer i kriminelle netværk.

Ifølge en ny rapport fra Interpol og Europol omsatte menneskesmuglere i 2015 for, hvad der svarer til over 30 milliarder kroner.

Desuden viser rapporten, at 90 procent af rejserne til EU-lande har grene til kriminelle netværk.

Interpol og Europol skriver i rapporten, at menneskesmugling er en multiglobal forretning med mere end 100 involverede lande.

Derudover beskrives det, at risikoen for at blive udsat for seksuel eller arbejdsmæssig udnyttelse generelt er større for flygtninge og migranter i EU.

Det sker ifølge rapporten, fordi flygtningene står i gæld til smuglerne.

I den seneste uge søgte 66 personer om asyl i Danmark, og af dem var 6 personer fra Syrien. 29 personer kom fra Afghanistan, 1 fra Irak og de resterende 30 fra andre lande.

Det viser en opgørelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.

/ritzau/

Facebook
Twitter