Snowden-læk: Danmark er et af NSAs ni øjne

Edward Snowden afslører i et nyt læk, at Danmark var tættere med USAs efterretningstjeneste end Tyskland.

Edward Snowden afslører i et nyt læk, at Danmark var tættere med USAs efterretningstjeneste end Tyskland. Her NSA-hovedkvarter i Fort Meade, Maryland. (Foto: PAUL J. RICHARDS © Scanpix)

Danmark har måske et endnu tættere samarbejde med den amerikanske efterretningstjeneste NSA, end det kom frem forleden i et læk af Edward Snowden, offentliggjort af den spanske avis El Mundo.

Læs også.

Den spionsigtede whistleblower afslører nemlig i et andet hemmeligt dokument, som den engelske avis The Guardian har omtalt i weekenden, at Danmark er del af de såkaldte ni øjne og således har et tættere efterretningssamarbejde med USA end for eksempel Tyskland og Sverige.

Dk er et af de ni øjne

De ni øjne repræsenterer kategori to i efterretningslaget, mens der er fem lande i kategori ét - kaldet de fem øjne.

De fem øjne er ifølge avisen Storbritannien, New Zealand, Australien, Canada og USA. Og de ni øjne er ifølge The Guardian Storbritannien, New Zealand, Australien, Canada, USA, Danmark, Frankrig, Holland og Norge.

Det første læk, der kom frem onsdag i El Mundo, placerede Danmark sammen med 18 andre lande i kategorien gruppe B, hvor man også fandt lande som Island, Tyskland, Sverige og Norge.

Giver ikke detaljer

Det har ikke været muligt at få bekræftet, hvilket af de to dokumenter, der skulle være det nyeste og dermed mest sigende om det aktuelle efterretningssamarbejde.

Journalisten James Ball fra The Guardian skriver til Ritzau, at det nye dokument er fra Snowden dokumenterne, men han uddyber ikke, om det er mere eller mindre aktuelt end det første lækkede dokument.

En iøjnefaldende forskel mellem de to dokumenter er, at Frankrig i Guardian-dokumentet er placeret i samme kategori som Danmark, mens franskmændene i El Mundo-dokumentet er kategoriseret helt nede i tredje kategori.

Dermed er Frankrig i det ene læk således ikke blandt de 22 lande med det tætteste NSA-samarbejde, mens landet i det andet læk er med i kredsen af blot otte lande med et meget tæt samarbejde.

/ritzau/

Facebook
Twitter