Snowden-mail: Min far og hans folk repræsenterer mig ikke

Edward Snowden vil aflive falske påstande og skriver i en mail til The Huffington Post om misforståelser om hans situation.

Edward Snowden vil aflive falske påstande og skriver i en mail til The Huffington Post om misforståelser om hans situation. (© Scanpix)

Den landflygtige, amerikanske whistleblower Edward Snowden har sendt en mail til netavisen The Huffington Post, hvori han fortæller, at hverken hans far, Lon Snowden, faderens advokat Bruce Fein eller dennes kone Mattie Fein repræsenterer ham. Det skriver The Huffington Post.

- Ingen af dem har været eller er involveret i min situation, og det vil de heller ikke blive i fremtiden, skriver Snowden i mailen.

- Udnyt ikke situationen

Han forklarer videre, at faderen og hans folk ikke ved noget om Snowdens planer for fremtiden.

Han henstiller til journalisterne, at de ikke udnytter faderens følelsesmæssige situation for at kunne få historier i aviserne og andre medier.

Snowden, som har fået midlertidig asyl i Rusland, retter desuden oplysninger om den juridiske rådgivning, som han har fået:

- Jeg har været så heldig at få juridisk rådgivning fra et internationalt team af nogle af de bedste advokater i verden og arbejdet med journalister, hvis integritet er hævet over enhver tvivl, fremgår det af mailen.

- Den amerikanske menneskeretsorganisation, American Civil Liberties Union bekræfter, at mailen til The Huffington Post har Edward Snowden som afsender.

Mailen fra Snowden blev offentliggjort torsdag, samme dag som The Wall Street Journal fortalte, at Lon Snowdens juridiske team ikke har tillid til sønnens nærmeste rådgivere.

Facebook
Twitter