Snowdens store flugt: Billetter til ni destinationer brugt som afledning

I aften fortæller Snowden i dokumentaren "Snowdens store flugt", sammen med advokater, journalister og samarbejdspartnere, hvordan han flygtede til Rusland.

Mens hele verden fulgte med, lykkedes det Edward Snowden at slippe fra Hongkong til Rusland, hvor han i dag lever under russisk asyl. (© DR)

Siddende på et værelse på et luksushotel i Moskva i Rusland fortæller whistlebloweren Edward Snowden i aften historien om, hvordan han undslap den amerikanske stat, da han under verdenspressens bevågenhed flygtede fra Hongkong til Rusland i 2013.

Det gør han i dokumentaren "Snowdens store flugt", som bliver vist i aften på DR1 klokken 20.30.

Den britiske journalist Sarah Harrison er med til at beskrive begivenhedernes gang, som fandt sted mellem juni og august 2013. Det var hende, der blev sendt til Hongkong for at hjælpe Snowden ud af landet, efter han havde ringet til Wikileaks og bedt om hjælp.

Rusland var ikke endedestinationenInden Snowden ankommer til Rusland den 23. juni 2013 har han opholdt sig i Hongkong. Han er flygtet fra sit hjem på Hawaii og sit job hos CIA.

Da det bliver klart, at den amerikanske stat er ivrig efter at få kløerne i den tidligere CIA-medarbejder, ringer Snowden til Wikileaks-stifter Julian Assange. Kort efter ankommer Sarah Harrison til Hongkong.

Planen er, at hun skal hjælpe Snowden ud af Hongkong og videre til et latinamerikansk land via Rusland, inden den lokale regering udleverer ham til USA. Men en fredag aften tikker udleveringsanmodningen fra USA til Hongkong så ind.

Husk at smile

En billet til Indien bliver købt som skalkeskjul, ligesom der bliver købt billetter til ni andre destinationer med Snowdens kreditkort - alt sammen for at skabe maksimal usikkerhed omkring, hvor Snowden vil søge hen.

Assange, Harrison og Snowden frygter ikke, at den amerikanske regering vil fange Snowden i lufthavnen, men at de vil bruge Hongkongs lufthavnsmyndigheder til at tilbageholde ham.

- Jeg gik op til check-in, og det eneste jeg tænkte var, at jeg skulle huske at smile, siger Edward Snowden om den dag i lufthavnen.

Men en fejl fra de amerikanske myndigheder gør, at den lokale regering er tilbageholdende med at udstede arrestordren på Snowden. I udleveringsanmodningen står der nemlig Edward James Snowden. Men Snowdens mellemnavn er Joseph, ikke James.

En route til Latinamerika

Snowden og Harrison er ombord på flyet. Planen er, at Snowden skal flyve til Moskva, og derefter videre til Latinamerika. Men da Snowden lander i Moskva, er hans pas erklæret ugyldigt af den amerikanske regering, og det er ikke muligt for ham at flyve videre.

- Det var virkelig overraskende, at de annullerede mit pas og forsøgte at fastfryse mig et sted, der ikke nødvendigvis er særligt venligtstillet over for USA. Det har altid undret mig, siger han.

Mens Snowden er fanget i lufthavnen i Moskva tilbyder de russiske myndigheder ham en hemmelig aftale. Han kan forlade lufthavnen med det samme - hvis han deler sine informationer med den russiske efterretningstjeneste. Edward Snowden afslår tilbuddet.

Få dage senere fortæller Putin, at Snowden ikke er velkommen i landet, men at han må klare sig selv i lufthavnens transitområde.

Diplomatisk bommert førte til asyl

Kort tid efter bliver den bolivianske præsident Morales' fly tvunget på jorden i Wien på vej fra Rusland til Bolivia. Amerikanske myndigheder frygter, at Snowden er på flyet, og pres fra USA har fået flere lande, heriblandt Frankrig og Portugal, til at nægte det diplomatiske fly adgang til deres luftrum.

Snowden er ikke på flyet, men episoden skaber vrede hos Ruslands diplomatiske fæller i Latin- og Sydamerika, hvor USA's vidtrækkende magtudøvelse bliver mødt med fordømmelse og harme.

Rusland, som kort forinden har kaldt Snowden for "en gæst, vi ikke har inviteret", bliver nu sat under pres fra sine allierede.

I sidste ende blev det begivenhederne omkring præsident Morales' fly, der får Rusland til at give Snowden et års midlertidig asyl. I sommeren 2014 bliver asylen forlænget med tre år.

I aften klokken 20.30 kan du se dokumentaren "Snowdens store flugt" på DR1.

Facebook
Twitter