Søsterkamp i sigte: Markus Söder vil være Tysklands næste kansler

Dermed er der lagt op til kamp mellem lederne af søsterpartierne CDU og CSU.

Nu er der ikke længere tvivl: Formanden for det borgerlige parti CSU, Markus Söder, vil være Tysklands næste forbundskansler.

- Hvis CDU er parat til at støtte mit kandidatur, så er jeg klar, lød det i eftermiddags fra Söder, der udover formandstitlen også er ministerpræsident i delstaten Bayern.

Dermed er der lagt op til en kristenkonservativ magtkamp, når de to søsterpartier CDU og CSU i fællesskab skal beslutte, hvem de vil forsøge at gøre til Tysklands næste forbundskansler.

Kansler Angela Merkels CDU valgte i januar den 60-årige Armin Laschet som ny leder af partiet - og også han ønsker at prøve sig af som de to partiers kanslerkandidat.

SØSTERKAMP: CDU-leder Armin Laschet (t.v.) og CSU-leder Markus Söder vil begge være partiernes samlede kanslerkandidat. (Foto: pool © Scanpix)

Fælles pressemøde

- Meget er på spil. Europa holder øje med udviklingen i Tyskland. Verden forventer et stabilt Tyskland, og det er derfor, at partierne har et særligt ansvar, sagde CDU-leder Armin Laschet, der tidligere i dag, side om side med Markus Söder, bekendtgjorde det kommende kampvalg.

- Vi har haft en lang samtale forud for i dag. Og vi er begge indstillet på at stille op, sagde Laschet.

I videoen her kan se CDU-formand Armin Laschet forholde sig til det forestående kampvalg.

Ifølge Markus Söder vil de to kandidater arbejde tæt sammen - uanset hvem, der løber med kandidaturet.

- Vi mener begge, at vi er egnede og klar. Og det er vigtigt, at vi respekterer hinanden. For det handler ikke bare om vores ambitioner, men om fremtiden for Tyskland, lød det fra CSU-lederen.

Söder rider på coronabølge

Den håbefulde CSU-chef skal ifølge tyske medier have fortalt sine partikolleger, at det aldrig var hans plan at gå efter kanslerposten. Men efter at have modtaget 'adskillige' opfordringer vil Markus Söder nu prøve sig selv og sine chancer af.

- Vi er nødt til at vælge kandidaten med den bedste chance, skal Söder have sagt ifølge Süddeutche Zeitung.

54-årige Markus Söder er blevet nævnt som en outsider, blandt andet fordi hans popularitet er steget markant under coronakrisen. Han erkendes bredt for sin restriktive tilgang til håndteringen af coronapandemien, og han er sågar - ifølge meningsmålinger - Tysklands mest populære politiker efter kansler Merkel.

Armin Laschet er omvendt blevet kritiseret for sin slingrende kurs gennem krisen, hvor han har haft svært ved at vælge mellem genåbninger og nedlukninger. Men CDU er Tysklands største parti og har normalt førsteret til at vælge, hvem partierne skal sætte deres lid til. Kun to gange tidligere har den person været CSU'er.

Forbundsdagsvalget i Tyskland finder sted den 26. september.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk