Soldater henvist til parkeringskælder for at sove vækker forargelse: Nu undskylder Biden

25.000 soldater har været til stede i Washington D.C. for at sikre en fredelig magtoverdragelse.

Helt op mod 25.000 soldater var udstationeret i Washington D.C. for at sikre en fredelig indsættelse af Joe Biden som USA's 46. præsident. De fleste har sovet på hoteller rundt omkring i byen, men et stort antal har også sovet i gangene i den amerikanske regeringsbygning Capitol Hill. Da nogle blev beordret ned i en parkeringskælder for at sove der, skabte det forargelse. (Foto: Michael Reynolds © Scanpix)

Billederne gik verden rundt, da amerikanske soldater fra nationalgarden sov i de fornemme haller i den amerikanske kongres.

Men nu får nogle mindre heldige billeder af soldater, der må tage til takke med en soveplads på gulvet i en parkeringskælder, USA's nye præsident, Joe Biden, til at undskylde over for soldaterne.

Billederne har vakt forargelse, og det er da også kommet frem, at soldaterne havde ringe adgang til toiletter - ligesom mange har udtrykt bekymring for spredning af coronasmitte blandt soldaterne, der er stuvet sammen.

Der er ikke kommet nogen officiel forklaring på, hvorfor soldaterne blev bedt om at rykke ned i parkeringskælderen.

Soldaterne var hentet ind fra nationalgarderne i en lang række delstater, og synet af soldaterne liggende på gulvet i en parkeringskælder, har ikke ligefrem vakt begejstring hos Floridas republikanske guvernør, Ron DeSantis.

- Det er soldater, de er ikke Nancy Pelosis (demokratisk formand for Repræsentanternes Hus, red.) undersåtter, sagde Ron DeSantis i et interview på tv-stationen Fox, kort efter at han havde trukket soldaterne fra Florida hjem.

Indsættelse

Af frygt for en gentagelse af stormen mod Capitol Hill, som fandt sted den 6. januar, blev omkring 25.000 amerikanske soldater sat ind i den amerikanske hovedstad.

Her var de med til at sikre en fredelig indsættelse af Joe Biden onsdag. Forbundspolitiet FBI havde på forhånd advaret om, at de annoncerede demonstrationer forud for Bidens indsættelse kunne udvikle sig voldeligt.

Magtoverdragelsen foregik i det store hele fredeligt, og Joe Biden kunne onsdag aften dansk tid kalde sig USA's 46. præsident - dog uden at den afgående præsident, Donald Trump, var til stede ved indsættelsen.

Her kan du se et klip fra Joe Bidens indsættelsestale.

Småkager fra Det Hvide Hus

Heller ikke den ny førstedame, Jill Biden, kunne bære synet af de sovende soldater i en parkeringskælder. Hun tog derfor ned til nogle af soldaterne.

- Jeg ønskede bare at kigge forbi og takke jer alle for at passe på mig og min familie, lød det fra Jill Biden.

Med sig havde hun småkager fra Det Hvide Hus, som hun overbragte til de soldater, hun mødte.

Mange af soldaterne er så småt begyndt at pakke sammen og vende hjem til deres respektive delstater.

Det ventes dog, at omkring 7.000 af dem bliver i Washington måneden ud for at hjælpe det lokale politi. Det skriver New York Times.

  • USA's ny førstedame, Jill Biden, kom med småkager til medlemmer af nationalgarden som undskyldning for, at de måtte sove på gulvet i en parkeringskælder. (Foto: JACQUELYN MARTIN © Scanpix)
  • Billeder af medlemmer fra den amerikanske nationalgarde, der sover i den amerikanske regeringsbygning, er gået verden rundt. De var udstationeret for at sikre en fredelig magtoverdragelse onsdag. (Foto: Michael Reynolds © Scanpix)
  • Capitol Hill, der ses i baggrunden, blev stormet af Trump-tilhængere den 6. januar, og sikkerheden blev derfor skudt i vejret forud for og under Bidens indsættelse. (Foto: Mike Segar © Scanpix)
  • Soldaterne fra den amerikanske nationalgarde komme fra en lang række delstater. Floridas guvernør valgte at trække soldaterne fra Florida hjem, efter han havde set billederne af soldater, der lå på gulvene i en parkeringskælder. På billedet her ligger soldaterne dog i gangene oppe i regeringsbygningen. (Foto: Michael Reynolds © Scanpix)
  • Der var 25.000 soldater til stede i Washington D.C. forud for og under indsættelsen af Joe Biden. Mange af dem tager hjem til deres respektive delstater de kommende dage, men der er meldinger om, at omkring 7000 bliver i Washington D.C. den kommende tid. (Foto: Michael Reynolds © Scanpix)
1 / 5

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter