Sorte penge bliver mere udbredt

25 procent af verdens befolkning har betalt penge under bordet inden for det seneste år, viser undersøgelse.

Hver fjerde person har betalt en eller anden form for bestikkelse, når de har bedt om ydelser fra institutioner, der arbejder med uddannelse, skatter og sundhed. (© AP Graphics)

Sorte penge bliver stadig mere udbredt. En ud af fire har betalt bestikkelse inden for de seneste 12 måneder på globalt plan. Det viser en undersøgelse, som Transparency International (TI) offentliggør torsdag i anledning af den internationale anti-korruptionsdag.

Transparency International har sat fokus på småbestikkelse, hvor der kun er tale om mindre beløb og spurgt 91.000 personer i 86 lande. Og tallene er deprimerende.

Hver fjerde person har betalt en eller anden form for bestikkelse, når de har bedt om ydelser fra institutioner, der arbejder med uddannelse, skatter og sundhed.

Politiet mest korrupt

Den mest korrupte faggruppe er dog politiet. 29 procent af dem, der har betalt bestikkelse, siger, at sorte penge er gået til politifolk.

På verdensplan er bestikkelse mest udbredt i afrikanske lande syd for Sahara. Her har en ud af to betalt bestikkelse inden for det seneste år, viser undersøgelsen.

Lande i Mellemøsten og det nordlige Afrika er også ramt af omfattende bestikkelse. Her siger 36 procent, at de har betalt under bordet for at få ting og sager udført.

Mindst bestikkelse i EU og Nordamerika

I lande, der opstod efter Sovjetunionens sammenbrud, siger næsten en tredjedel, at de har betalt bestikkelse, mens 23 procent har gjort det samme i Sydamerikanske lande.

Betaling af bestikkelse er mindst udbredt i EU og Nordamerika, hvor fem procent har betalt bestikkelse. I asiatiske lande og i Stillehavsregionen har 11 procent betalt penge under bordet.

Værst står det til i Afghanistan, Cambodia, Cameroon og Indien, hvor godt halvdelen siger, de har bestukket en myndighedsperson.

Årets analyse, den syvende siden 2003, er udvidet med flere lande end tidligere. I år er Kina, Bangladesh og palæstinensiske områder også med i undersøgelsen.

Facebook
Twitter