Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD)

Senior mellem to stole

Tyskerne elsker ham for hans tørre humor, men Peer Steinbrück har svært ved at holde sig ude af spinatbedet. "Jeg tror, partiet en gang imellem ser mig som en eksploderende bombe," siger han. (Foto: Patrik Stollarz © Scanpix)

Politisk orientering:

Socialdemokrater (centrum-venstre)

Topkandidat:

Peer Steinbrück (kanslerkandidat)

Partifarve:

Rød

Medlemmer:

Cirka 513.000

Mærkesager:

Blandt andet mindsteløn, højere skatter til de velhavende, loft på huslejer, investeringer i kriselandene.

Historielæreren fortæller

SPD er senior blandt Tysklands partier, socialdemokraterne har nemlig lavet politik i hele 150 år.

De blev tæsket gule og blå af nazisterne og endda forbudt og smidt i KZ. Men de kom stærkt igen efter krigen, og i mange år spillede SPD med musklerne som forbundsrepublikkens store arbejderparti.

På trods af sin lange historie, har SPD kun kunnet sælge tre kanslere til tyskerne: Willy Brandt (1969-1974), Helmut Schmidt (1974-1982) og Gerhard Schröder (1998-2005).

Partiets temperatur lige nu

I de røde velmagtsdage nåede partiet næsten halvdelen af de tyske vælgere - i dag sætter kun omkring hver fjerde krydset hos SPD.

For det gamle parti har svært ved at finde en moderne profil - i en verden, hvor mange lønmodtagere har skiftet den blå kansas-overall og skruetrækkeren ud med designerbukser og laptop.

SPD kom i klammeri med kernevælgerne, da det under kansler Schröder gennemtvang hårde arbejdsmarkedsreformer - den såkaldte Agenda 2010. De hjalp godt nok Tyskland gennem krisen, men gjorde også ondt på mange lønmodtagere.

På det seneste er partiet derfor vendt tilbage til en mere traditionel socialdemokratisk linje. Og nu håber SPD, at den europæiske krise kan give nyt liv til partiets hævdvundne værdier - for eksempel solidaritet og social retfærdighed.

Facebook
Twitter