Spanien-ekspert: Balladen om fodboldpræsidentens VM-kys er et billede på spansk kulturkamp

Luis Rubiales opførsel har ført til reaktioner helt op i den spanske regeringstop.

Her ses Luis Rubiales omfavne Jennifer Hermoso i forbindelse med præmieceremonien efter VM-finalen. (Foto: © HANNAH MCKAY, Ritzau Scanpix)

Det er lidt over en uge siden, at det kvindelige spanske landshold skrev historie og blev verdensmestre i fodbold for første gang i landsholdets historie.

Men selve triumfen har fyldt relativt lidt i den spanske og internationale presse.

I stedet er præsidenten for det spanske fodboldforbund, Luis Rubiales, løbet med al opmærksomheden for at kysse spilleren Jennifer Hermoso på munden under præmieceremonien.

Her kysser præsidenten for det spanske fodboldforbund, Luis Rubiales, spilleren Jennifer Hermoso på munden.

Luis Rubiales tog sig desuden til skridtet på præmiepodiet og løftede rundt på en af de andre landsholdsspillere.

Præsidentens opførsel har affødt mange kraftige reaktioner.

Foruden kritikken, som Rubiales’ optræden har affødt, er hans opførsel også et billede på det gamle, konservative Spaniens kvindesyn.

Det vurderer historiker Svend Rybner, der har skrevet bøger om spansk historie, kultur og fodbold.

- Der foregår en kulturkamp mellem det gamle og det nye Spanien. Rubiales’ opførsel på den ene side og reaktionerne på den anden side er et godt billede på det, siger han.

Jennifer Hermoso sammen med VM-trofæet efter finalesejren over England på 1-0. (Foto: © Kim Price, Associated Press)

Et levn fra borgerkrigen

Svend Rybner forklarer, at det spanske samfund og landets politiske landskab er delt op i to lige store halvdele.

- Spanien har tradition for at være opdelt i to uforsonlige fløje. En venstrefløj og en højrefløj, der groft sagt repræsenterer henholdsvis det nye og gamle Spanien, siger han.

De to fløje og kulturkampen har rødder helt tilbage fra den spanske borgerkrig, forklarer Svend Rybner.

Den spanske borgerkrig varede fra 1936 til 1939, hvorefter den spanske og konservative diktator Franco regerede landet frem til sin død i 1975.

Ifølge Svend Rybner har fløjene blandt andet forskellige syn på kvindernes rolle i samfundet.

- Den gamle højrefløj deler Franco-tidens forestilling om klare kønsroller, hvor ”kvinderne passer kødgryderne”. Venstrefløjen ser omvendt kvinderne i en mere moderne og ligeværdig rolle.

Fodboldpræsidentens kys ved VM i fodbold er godt eksempel på de forskellige kvindesyn, forklarer Svend Rybner.

- Rubiales er solidt placeret i den gamle machokultur. Han mener, at det er forkert at lave en sag ud af episoden, og at det er venstrefløjen og MeToo-bevægelsen, der forfølger ham uden grund.

- På venstrefløjen ser man omvendt Rubiales som en gammeldags leder, der udnytter sin magtposition, siger han.

Lederen af det spanske fodboldforbund, Luis Rubiales, har været i strid modvind efter sin opførsel ovenpå VM-finalen mellem Spanien og England. (Foto: © EIDAN RUBIO, Ritzau Scanpix)

Rubiales har flere sager i rygsækken

Luis Rubiales er i forvejen en kontroversiel person i spansk fodbold, hvilket yderligere øger spillernes pres på forbundslederen til at trække sig fra sin post.

Det vurderer Martin Tønner, Berlingskes korrespondent i Sydeuropa, der forklarer, at Rubiales har flere negative sager i rygsækken.

- Der har været historier ude om, at Rubiales blandt andet har brugt forbundets penge på at invitere sin kæreste på en tur til New York.

Desuden forklarer Martin Tønner, at Rubiales i forvejen var i unåde hos flere af de spanske landsholdsspillere.

Rubiales stillede sig nemlig på den spanske landstræner, Jorge Vildas, side, da 15 spillere valgte at melde fra til landsholdet, for at få bedre forhold at spille under.

MeToo-bevægelsen fylder meget i Spanien

Rubiales opførsel har også ledt til reaktioner helt op i den spanske regeringstop.

Generelt set har venstrefløjen kritiseret Rubiales i skarpe vendinger, forklarer Martin Tønner.

- Ligestillingsminister Irene Montero og venstrefløjspartiet Podemos, der var primus motor på den nye, spanske samtykkelov, er nogle af dem, der har været hurtigt ude og kritisere Rubiales, siger han.

Samtykkeloven er et eksempel på, at spanierne tager MeToo-bevægelsen alvorligt. Så lovgivningsmæssigt er Spanien langt fremme på ligestillingsområdet, men i praktik halter landet stadig efter, vurderer Martin Tønner.

- MeToo-bevægelsen fylder meget i Spanien. Der har været en enorm lovgivningsoffensiv i Spanien på ligestillingsområdet. Lovgivningen er dog svær at implementere i praksis, fordi der er en anden kultur for fysisk berøring i Spanien, siger han.