Spanien er på lykkepiller

Krisen er guf for den spanske medicinalindustri, for flere spaniere end nogensinde før får ordineret antidepressiv medicin af deres læge. Eksperter advarer mod tendensen.

Forbruget af antidepressiv medicin i Spanien er steget med 30 procent inden for de seneste seks år. (© Colourbox)

Krisen er guf for den spanske medicinalindustri, for mange spaniere sætter deres lid til lykkepiller i de svære tider. I Spanien går knap hver fjerde ledig, og den økonomiske usikkerhed har skabt et stigende behov for antidepressiv medicin i befolkningen, viser nye tal.

I løbet af de seneste seks år er spaniernes brug af antidepressiv medicin steget med 30 procent. - I de sidste par år har der været en tendens til at løse borgeres problemer med medicin, selv om der ikke er tale om psykiske lidelser, siger Eduardo García-Camba, der er psykiater og chef for psykiatriafdelingen på Hospital Universitario La Princesa i Madrid.

Det er ikke en sygdom

Han er bekymret for den udvikling og advarer både patienter og læger mod, at antidepressiv medicin er den eneste løsning.

- At de befinder sig i stressede situationer på grund af et usikkert arbejdsmarked er ikke en sygdom, siger Eduardo García-Camba.

Han mener heller ikke, at medicinen altid er gavnlig for patienterne.

- Den aktuelle situation provokerer stress og psykiske reaktioner, men problemerne kan ikke nødvendigvis løses farmakologisk, siger han og understreger, at der jo ikke findes en magisk løsning på eksistentielle problemer, og som folk burde løse i deres eget netværk blandt familie og venner, siger psykiateren.

Kollektiv stress i landet

Med over seks millioner arbejdsløse i landet er krisen og arbejdsløsheden så omfattende, at alle spaniere ifølge ham burde være på antidepressiv medicin, hvis stress og usikkerhed skulle være grund nok til at få ordineret medicinen.

- Det er udtryk for kollektiv stress i det spanske samfund, siger Eduardo García-Camba.

For spanierne er det stressende med den høje arbejdsløshed, og når man stresser over økonomi og manglende job, forsvinder ens selvværd, forklarer psykiateren.

- Men det er altså kun beskæftigelse, der kan komme det til livs, siger han.

Det er ikke kun i Spanien, at krisen påvirker befolkningens mentale helbred. I Grækenland er forbruget af anti-depressiv medicin også steget i løbet af krisen, ligesom man har set en stigning i antallet af selvmord.

Facebook
Twitter