Spanien: Ungdomsarbejdsløsheden rammer rekordhøje 60 procent

Den spanske ungdomsarbejdsløshed er nu så høj som 60 procent. Sådanne tal er aldrig set før i Europa, siger ekspert.

Spaniere står i kø for at søge job. Ungdomsarbejdsløsheden har nået rekordhøjder. (Foto: ANDREA COMAS © Scanpix)

Den spanske ungdomsarbejdsløshed fortsætter med at stige kraftigt og nærmer sig nu rekordhøje 60 procent.

Ifølge Spaniens officielle statistikbank er ledigheden blandt unge under 25 år nu på 59,8 procent. Det skriver Business Insider.

Ungdomsarbejdsløsheden i Spanien er dermed steget næsten ti procentpoint på et år. I januar 2012 var 50,5 procent af de unge spaniere uden job.

Ekspert: Aldrig hørt om så høje tal

- Jeg har aldrig nogensinde hørt om så høje tal for ungdomsarbejdsløshed i Europa. Det er en tragedie på kort sigt for de unge, og på længere sigt betyder det, at Spanien kommer til at mangle kvalificeret arbejdskraft, siger arbejdsmarkedsforsker Per Kongshøj Madsen fra Aalborg Universitet.

Mange unge spaniere er rejst ud af landet for at finde arbejde i de seneste år. I øjeblikket er Sydamerika blevet en populær slutdestination for arbejdshungrende spaniere. Men det vil volde det spanske samfund problemer i fremtiden.

- Det skaber et gevaldigt sår på samfundet, at så mange kvalificerede folk flygter, siger Per Kongshøj Madsen.

Den tabte generation

Den enorme gruppe af unge spaniere, der står uden for arbejdsmarkedet, får senere i livet svært ved at klæbe sig fast i deres job.

- De ender på kanten af arbejdsmarkedet og har stor risiko for at gå ledige og få lavere lønninger. Man kan tale om en tabt generation, siger Per Kongshøj Madsen.

Der er i øjeblikket ingen tegn på, at Spanien er på vej ud af dødvandet, der har fulgt den tyngende gældskrise i særligt Sydeuropa.

Landet har det næststørste budgetunderskud i eurozonen, og på bare et år har regeringen godkendt hele fem sparepakker.

Den generelle arbejdsløshed i Spanien er oppe på 26 procent ifølge de seneste officielle tal fra den spanske regering. Det betyder, at knap seks millioner spaniere står uden arbejde.

I 2007 var arbejdsløsheden i Spanien kun på syv procent.

Facebook
Twitter