Spaniens corona-dødstal er nu højere end Kinas

De spanske myndigheder registrerede 738 døde i går - det højeste antal på en enkelt dag.

En ældre mand bliver evakueret fra et plejehjem, der er ramt af coronavirus, i det vestlige Spanien. (Foto: BRAIS LORENZO © Scanpix)

De daglige opdateringer om udbruddet af coronavirus i Spanien bliver stadig mere dyster læsning.

I går tirsdag registrerede myndighederne 738 nye dødsfald, oplyser Spaniens sundhedsministerium. Det er det højeste antal på en enkelt dag.

Samlet set er 3.434 nu døde af Covid-19 i Spanien. Dermed passerer landet Kina på listen over lande med flest dødsfald. Kun Italien har flere døde: 6.820.

Ser man på udviklingen i antallet af døde over tid, har Spanien et stykke tid haft den stejleste - og dermed værste kurve i verden.

Madrid hårdest ramt

I alt er 47.610 personer nu registreret smittet med coronavirus i Spanien.

Det er især i og omkring Madrid, at der sker en voldsom smittespredning.

De seneste dage har der været grufulde historier fra hovedstaden om store dødstal på plejehjem, og om efterladte ældre, der blev fundet - i nogle tilfælde døde - af soldater i deres senge.

For at håndtere det store antale døde i Madrid har myndighederne blandt andet inddraget en skøjtehal for at bruge den som lighus.