Spaniens parlament vedtager endnu en spareplan

En spareplan på 290 milliarder kroner er vedtaget af det spanske parlaments for at nedbringe landets gæld.

Det spanske parlament i Madrid vedtog torsdag aften endnu en spareplan, der skærer 290 milliarder kroner i de offentlige budgetter, og som skal nedbringe den offentlige gæld til 4,5 procent af BNP, bruttonationalproduktet, næste år fra 6,5 procent i år.

Spareplanen rammer sundheds- og undervisningssektoren hårdt. Arbejdsløse får deres understøttelse skåret med seks procent, og alle offentlige ansattes løn fastfryses for tredje år i træk.

Flere ministerier får deres budgetter skåret med cirka 20 procent.

Dybt upopulær i befolkningen

Regeringen og premierminister Mariano Rajoy siger, at nedskæringerne er nødvendige for at opfylde betingelser for lån fra andre eurolande.

Men spareplanen er dybt upopulær og har ført til omfattende protester over hele Spanien.

Læger, sygeplejersker, lærere, politi- og brandfolk, jurister og dommere har i de seneste uger dagligt demonstreret mod nedskæringerne.

Økonomer og hjælpeorganisationer har advaret om, at de stramme spareplaner vil underminere alle muligheder for vækst i Spanien mange år frem i tiden og sende endnu flere ud i fattigdom.

Alarmerende arbejdsløshed

Hjælpeorganisationen Oxfam siger, at nedskæringerne vil medføre, at antallet af spaniere, der kommer til at leve i fattigdom, vil stige til 18 millioner mennesker eller cirka 40 procent af den spanske befolkning.

Arbejdsløshed er i øjeblikket tæt på 30 procent generelt. Ungdomsarbejdsløsheden er over 50 procent i Spanien.

Den spanske økonomi, der er eurozonens fjerdestørste, har stået på afgrundens rand siden landets bygge- og boligsektor kollapsede i 2008 under finanskrisen.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter