Spaniens premierminister skal lægge puslespil for at undgå catalanske separatister

Socialistpartiet har fået flest stemmer ved Spaniens parlamentsvalg, men ikke nok til et flertal.

Premierminister Pedro Sanchez kan glæde sig over, at hans socialistparti gik fra 85 til 123 mandater. (Foto: Sergio perez © Scanpix)

Socialistpartiet PSOE og premierminister Pedro Sanchez har sikret sig størstedelen af stemmerne ved søndagens spanske parlamentsvalg.

Dermed har Sanchez de bedste kort på hånden i de kommende regeringsforhandlinger.

De spanske socialdemokrater oplevede fremgang og kom ud af valget med 28,7 procent af stemmerne, mens rivalerne i det konservative parti Partido Popular måtte nøjes med 16,7 procent efter stor tilbagegang.

- Isoleret set et godt valg til de spanske socialdemokrater i PSOE og premierminister Pedro Sanchez. Deres oplagte samarbejdspartnere i Unidas Podemos har fået et mindre katastrofalt valg end ventet, siger DR's Europa-korrespondent, Anna Gaarslev.

Men der skal 176 mandater til for at danne et flertal i parlamentet, og det kan Pedro Sanchez altså ikke mønstre alene.

Derfor skal premierministeren nu forsøge at danne regering med nogle af parlamentets øvrige partier.

- Dramaet står nu ved, om Pedro Sanchez kan skaffe sig et flertal udenom de catalanske separatister, der har voldt ham så uendeligt meget besvær, siger Anna Gaarslev.

- Det var jo dem, der sørgede for, at han kom til magten i juni sidste år. Men det var så sandelig også dem, der afsatte ham i februar, fordi han ikke ville anerkende det catalanske krav om ret til selvbestemmelse, fortsætter hun.

Større puslespil for en stabil regering

Det er tredje gang på bare fire år, at der bliver afholdt parlamentsvalg i Spanien.

I juni sidste år sørgede catalanske separatistpartier for, at Pedro Sanchez kom til magten som premierminister. Men i februar nedstemte de samme partier den siddende etpartiregerings finanslov for året.

Hvis Pedro Sanchez skal skabe en nogenlunde stabil regering, skal han derfor undgå at skulle hente støtte fra de catalanske separatistpartier, der kæmper for et selvstændigt Catalonien.

- Han skal ud og hente støtte fra en masse andre bittesmå regionale partier. På den måde skal han lave noget af et puslespil.

- Hvis han bliver tvunget til at lave et samarbejde og hente støtte fra separatistpartierne i Catalonien, er det i hvert fald ikke opskriften på noget, der bare minder om noget stabilt, siger Anna Gaarslev.

Der var jubelscener foran socialisternes hovedkvarter i Madrid i aftes. (Foto: JuanJo Martin © Scanpix)

Valgresultatet betyder, at Sanchez kommer til at mangle et enkelt mandat på venstrefløjen for at kunne have et sikkert flertal, påpeger Carsten Humlebæk, lektor i spanske samfundsforhold ved CBS.

- Det er trist for den politiske stabilitet i Spanien, for hjælpen fra separatisterne er besværlig i disse år, fordi der samtidig er en retssag kørende mod catalanske separatistledere, siger han.

- Derfor er det rigtig svært for de partier at støtte en spansk regering i næsten noget som helst.

- Det ser ikke frygteligt stabilt ud, med mindre der opstår splittelser i separatistfløjen, siger lektoren, der dog påpeger, at Sanchez med gårsdagens resultat får mere ro end før, fordi han er tættere på et flertal.

Nyt parti i parlamentet

Det højreorienterede parti Vox er kommet ind i parlamentet for første gang og får 24 sæder takket være 10,3 procent af stemmerne.

- Indtil for ganske få måneder siden var der ingen, der regnede dem for noget. Det er ikke lang tid siden, at lederen stod på en ølkasse og talte til duerne på tomme pladser rundt omkring i Spanien. Nu samler han tusindvis af mennesker til sine møder og henter omkring 10 procent af stemmerne, siger Anna Gaarslev.

Det umiddelbart flotte valgresultat for Vox er dog ikke nok til at skabe glæde i partiet, fortæller korrespondenten.

- I Vox havde man regnet med mere. Man havde troet, at meningsmålinger, som gav partiet 10-12 procent af stemmerne ville vise sig at undervurdere partiet, som det så ofte sker med protestpartier rundt omkring i europæiske lande.

Ved gårsdagens valg skrumpede det konservative Partido Popular betydeligt og gik fra 137 mandater til blot 66. Det dårlige valg for højrefløjen betyder, at populisterne hos Vox må nøjes med en meget mindre rolle, end de havde drømt om, påpeger Carsten Humlebæk.

- De får den rolle, som vi kender fra den slags partier rundt omkring i Europa, hvor de ikke sidder i regeringen, nemlig som et parti, der råber op ude på fløjen uden at få den store praktiske betydning.

Lektoren forventer ikke, at der sker meget i forhold til den spanske regeringsdannelse foreløbigt. Der er nemlig kommunal- og regionalvalg om fire uger.

- Alle vil vente på også at få resultatet fra det valg, siger han.

Facebook
Twitter