Spaniens statsanklager vil have udstedt en arrestordre på Puigdemont

Ni catalanske ministre skal derudover varetægtsfængsles, fastslår en spansk domstol.

Den tidligere selvstyrepræsident i Catalonien, Carles Puigdemont, opholder sig i Belgien. Den spanske statsanklager vil have han udleveret til Spanien. (Foto: YVES HERMAN © Scanpix)

Den spanske statsanklager har anmodet en dommer om at udsende en europæisk arrestordre på Cataloniens afsatte catalanske præsident Carles Puigdemont og fire catalanske ministre.

En dommer i landsretten har netop besluttet af ni tidligere catalanske ministre skal varetægtsfængsles efter anmodning fra anklageren. En minister kan løslades mod kaution.

Udeblev fra retsmøde

Anmodningen om arrestordren kommer efter, at Carles Puigdemont og fem ministre i dag udeblev fra afhøringer i Madrid. De er blandt andet under anklage for at opfordre til oprør, efter Catalonien erklærede uafhængighed 27. oktober.

Puigdemont og de fem ministre opholder sig nu i Belgien.

Det er endnu uvist om dommeren vil følge statsanklagerens anmodning og udstede en arrestordre.

- Hvis det sker, kan Puigdemont ikke længere føle sig sikkert i noget EU-land, forklarer DR Nyheders internationale korrespondent Stéphanie Surrugue, der følger sagen i Madrid.

Vil behandle Puigdemont som enhver anden

De belgiske myndigheder har to måneder til at udlevere de catalanske ministre, hvis en arrestordre bliver udstedt.

- De belgiske myndigheder har sagt, at de vil behandle Puigdemont som enhver anden EU-statsborger, hvis de får en anmodning om udlevering fra Spanien.

Puigdemonts belgiske advokat har tidligere sagt, at Puigdemont først vil tage tilbage til Spanien, hvis han kan være sikker på at hans retssag bliver retfærdig.

- Det bliver svært for Puigdemont at stå i spidsen for Cataloniens løsrivelsesbevægelse, der bliver mere og mere lammet dag for dag, hvis han ikke kan tage til Spanien, vurderer international korrespondent Stéphanie Surrugue.

Medier: Puigdemont vil flygte fra EU

Spanske medier spekulerer i, om Puigdemont nu vil tage til for eksempel Canada, USA eller et andet land uden for EU.

- Med en arrestordre over hovedet kan han ikke føre valgkamp i Spanien. Og det er ellers noget separatisterne i Catalonien er meget interesserede i op til valget den 21. december.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk