Spansk spøgelseslufthavn solgt for 75.000 kroner

Den kostede over en milliard euro at bygge, men har stået ubrugt hen i tre år. Nu sælges lufthavnen for 10.000 euro.

Ciudad Real-lufthavnen har stået tom siden april 2012. Nu er den solgt til 10.000 euro til en international investorgruppe. (Foto: Oli Scarff © 2012 Getty Images)

Lufthavnen Ciudad Real kostede 1,1 milliard euro at bygge og stod færdig i 2009.

I tre år har lufthavnen har stået tom for gæster, og er netop blevet solgt for 10.000 euro, eller hvad der svarer til omkring 75.000 danske kroner.

Store ambitioner

Ambitionerne var ellers store, da de spanske myndigheder i 2006 godkendte at bygge en ny lufthavn, der skulle ligge tæt ved byen Ciudad Real, som ligger centralt i Spanien i regionen Castilla-La Mancha.

Det skulle ikke tage mere end 50 minutter med tog fra både Madrid og Andalucia-kysten til lufthavnen, der også skulle have kapacitet til at håndtere flere millioner passagerer årligt.

Og lufthavnen skulle også kunne tage imod de største fly med en fire kilometer lang landingsbane.

Lufthavnen Ciudad Real står tom, men internationale investorer har nu købt den til 10.000 euro. (Foto: Oli Scarff © 2012 Getty Images)

Europa i krise

Men da lufthavnen stod færdig tre år efter i 2009 kæmpede Europa og særligt Spanien med finanskrisen.

Så en togforbindelse mellem Madrid og lufthavnen blev aldrig til noget. Og det gjorde det svært at komme til lufthavnen.

Og flyselskaberne, som skulle flyve med de millioner af passagerer til og fra lufthavnen, var heller ikke interesserede i at bruge Ciudad Real-lufthavnen. Ryanair brugte lufthavnen i en kort periode i 2010, men før året var omme stoppede det irske flyselskab med at flyve til Ciudad Real.

I 2010 havde 33.000 passagerer fløjet fra eller til lufthavnen.

Til salg flere gange

Allerede i 2009 søgte lufthavnen om konkursbegæring. Tre år senere i 2012 lukkede lufthavnen helt, da lavprisselskabet Vueling stoppede med at bruge lufthavnen.

Siden 2012 har man flere gange forsøgt at sælge lufthavnen. Først var prisen 100 millioner euro, hvilket svarer til 750 millioner kroner. Men ingen ville købe lufthavnen til 100 millioner euro.

Til sidst blev den sat til salg på auktion uden nogen mindstepris.

Tzaneen International, der er en international investorgruppe, var de eneste som bød på lufthavnen.

En halvfærdig gangbro, som skulle føre rejsende fra lufthavnen til en tilstødende togstation. (Foto: Oli Scarff © 2012 Getty Images)

Vil investere i området

Investorgruppen har efterfølgende sagt, at deres planer er at købe flere bygninger og mere land. De vil investere mellem 60 og 100 millioner euro i området omkring lufthavnen.

Investorgruppen siger, at flere kinesiske selskaber skulle være interesseret i at gøre Ciudad Real-lufthavnen til et knudepunkt for luftfart til Europa.

På grund af den lave pris på 10.000 euro har myndighederne åbnet op for, at andre også kan købe flyvepladsen inden tyve arbejdsdage.

Men så skal man mindst byde 28 millioner euro.