Spanske finanslovforhandlinger falder til jorden: Nu kommer der formentlig valg

Spaniens parlament har i dag afvist regeringens udkast til en finanslov og dermed lagt op til nyvalg.

Spaniens premierminister Pedro Sanchéz manglede støtte fra flere af de opponerende partier for at føre en ny finanslov igennem. (Foto: Pierre-Philippe Marcou © Scanpix)

Onsdag afviste Spaniens parlament den siddende regerings udkast til en ny finanslov.

Den manglende støtte betyder med al sandsynlighed, at den spanske premierminister Pedro Sanchéz vil udskrive nyvalg i dag eller i morgen, lyder det fra DR Nyheders Europa-korrespondent Anna Gaarslev.

- Alt peger på valg - sandsynligvis i løbet af foråret.

Det var blandt andet de catalanske parlamentspartier, der afviste finansloven.

Catalonien kostede magten

Og det er ikke tilfældigt, at de opponerende partier vælger at forkaste finansloven og sandsynligvis vælte regeringen nu, understreger Anna Gaarslev.

Forhandlingerne kommer nemlig, samtidig med at 12 catalanske politikere sidder på anklagebænken i den spanske Højesteret for at have udført en ulovlig afstemning om Cataloniens uafhængighed - en sag, der er blevet kaldt den største politiske krise i Spaniens nyere tid.

- Det her handler ikke så meget om finansloven - det handler om Catalonien. Premierministeren bliver set som repræsentant for staten, der lige nu er ved at føre en meget alvorlig sag mod catalanske politikere. Og der er næppe nogen tvivl om, at Catalonien kommer til at spille en hovedrolle i den valgkamp, der ser ud til at komme nu.

De catalanske partier har i over en uge truet med at stemme finansloven ned, hvis ikke premierminsteren gik med på kompromiser omkring de fængslede catalanere og spørgsmålet om Cataloniens uafhængighed.

Facebook
Twitter