Spektakulær redningsaktion har trodset russiske bomber og givet ukrainske kunstværker et nyt hjem

Takket være en nøje planlagt operation er en ukrainsk kunstsamling bragt i sikkerhed på et kunstmuseum i Madrid, hvor den nu udstilles.

Kunstsamler Francesca Thyssen-Bornemisza, en af initiativtagerne bag redningsaktionen og kunstudstillingen, var med, da udstillingen åbnede på kunstmuseet i Madrid. (Foto: © Borja Sanchez Trillo, Ritzau Scanpix)

En konvoj lastet med 51 ukrainske kunstværker forlader i al hemmelighed den ukrainske hovedstad Kyiv i de tidlige morgentimer tirsdag den 15. november.

Den endelige destination er et museum i Madrid. Foran sig har den en omtrent 3.500 kilometer lang og neglebidende rejse gennem russiske bombardementer og en lukket grænsekontrol.

Blot få timer efter at konvojen har forladt hovedstaden, udløser Rusland nemlig en bølge af angreb på Ukraines hovedstad og centrale nationale infrastrukturmål.

Dertil bliver den polske grænse lukket, efter at et vildfarent og russiskproduceret missil rammer Polen og dræber to mennesker.

Et missil, der ifølge Polen og USA angiveligt stammer fra det ukrainske forsvar i et mislykket forsøg på at forsvare sig mod de russiske missiler trods tidligere formodninger om, at missilet var et symbol på en mulig russisk krigshandling.

Efter fem dage og et noget uforudsigeligt krigsdrama når konvojen alligevel frem til det store spanske kunstmuseum Thyssen-Bornemisza i Madrid, hvor værkerne nu udstilles.

Retten til at være i Ukraine

Normalt tager det flere år at organisere en international kunstudstilling.

Men i det her tilfælde kom arrangementet i stand på blot få måneder med velsignelse fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, som også var med til åbne udstillingen med en videobesked. Det skriver AP.

Inden den spektakulære redningsaktion blev alle værkerne i al hemmelighed pakket forsvarligt ind "for at undgå opmærksomhed omkring den største og vigtigste eksport af Ukraines kulturarv, som har fundet sted siden udbruddet af krigen."

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, var med på et videokald, da udstillingen åbnede. (Foto: © Borja Sanchez Trillo, Ritzau Scanpix)

Det fortæller kunstsamler Francesca Thyssen-Bornemisza til The Guardian. Hun er grundlægger af "Museums for Ukraine", et initiativ støttet af europæiske museer og gallerier, der er til for at beskytte og prise ukrainske kulturgenstande- og samlinger, og som også støtter udstillingen i Madrid.

Udstillingen, som er blevet døbt 'In the Eye of the Storm: Modernism in Ukraine, 1900-1930', indeholder 68 værker, hvoraf de 51 værker fra den omfattende redningsaktion indgår.

Alle repræsenterer de ukrainsk kunst fra perioden 1900-1930.

Musikere spillede under åbningen af udstillingen den 28. november. Udstillingen åbnede for offentligheden dagen efter. (Foto: © Borja Sanchez Trillo, Ritzau Scanpix)

- Det er især kunst, som er med til at cementere den ukrainske nationalfølelse og fortælle om retten til at være i Ukraine, siger Marie Elisabeth Christensen, der er Ph.d. ved Nationalmuseet og Københavns Universitet og forsker i sikkerhedsliggørelse af kulturarv.

Hun er derudover også sekretær ved Blue Shield Danmark, som er en organisation, der arbejder for at sikre kulturarv i områder ramt af krig.

Kulturarv som ressource i konflikter

Ifølge Marie Elisabeth Christensen er redningsaktioner som denne sjældne.

- Det er usædvanligt, at vi ser kulturgenstande blive fragtet direkte ud af områder med aktiv væbnet konflikt. Og så er det også usædvanligt, at de områder er indforståede og okay med, at deres kulturarv bliver transporteret ud til andre lande, hvor det skal opbevares, indtil konflikten er overstået. Det er meget usædvanligt, siger Marie Elisabeth Christensen.

I månedsvis er bomberne faldet i Ukraine, ligesom der også før har været historier om, at russerne har stjålet og konfiskeret ukrainske værker.

Ifølge Marie Elisabeth Christensen er russerne meget bevidste om at bruge kulturarv som en ressource i konflikter.

- De ser kulturarv som et værktøj i deres måder at føre krigsførelse på, og de ser det som en politisk ressource, hvor vi måske i Vesten har den her lidt mere sentimentale UNESCO-prægede tilgang (med fokus på bevarelse af kulturarv, red.), siger hun og uddyber:

- Så de bruger det helt hardcore til propaganda og til at cementere forskellige politiske retninger.

Redningsaktionen og udstillingen i Madrid blev sat i værk i et samarbejde mellem museet og de ukrainske- og spanske myndigheder.

Når udstillingen til april lukker i Madrid, bliver værkerne vist i andre europæiske byer - herunder Köln.