Spektakulært skakdrama er stadig uforløst: 'Det er noget, alle snakker om'

Uanset hvad der er sket, er verdensmesterens opførsel uacceptabel, mener stormester i skak.

Mandag valgte verdensmesteren i skak, Magnus Carlsen, at trække sig kort inde i kampen mod amerikanske Hans Niemann. (© (DR Grafik/Søren Winther Nørbæk))

Et sandt drama mellem to af verdens bedste skakspillere trækker lige for tiden overskrifter, og får selv folk, der ikke umiddelbart interesserer sig for skak, til at læse med.

- Det er i top fem over største skakskandaler i historien. Det er noget, alle snakker om, siger Sune Berg Hansen, der er journalist og stormester i skak.

Sagen drejer sig om verdensmesteren i skak, 31-årige norske Magnus Carslen, der for nogle uger siden trak sig fra turningen Sinquefield Cup efter et nederlag til den 19-årige amerikaner Hans Niemann.

I samme omgang skrev nordmanden et tweet, som af flere blev opfattet som en hentydning til, at Niemann skulle have snydt sig til sejren, hvilket endnu ikke har kunnet bevises trods masser af forsøg.

Og mandag i denne uge kulminerede dramaet så, da Carlsen og Niemann igen spillede over for hinanden ved en online kamp i Julius Baer Generation Cup. De to spillere havde akkurat koblet sig til webcam og det online skakbræt, da nordmanden Magnus Carlsen efter blot to træk forsvandt fra skærmen.

Tager man pulsen i skakmiljøet er stemningen derfor ikke med nordmanden lige nu, vurderer Sune Berg Hansen.

- Ligegyldigt hvad Niemann har gjort, så er den måde, Carlsen har gjort det på, ikke acceptabel. Det er usportsligt, siger han om verdensmesteren, der har siddet på VM-titlen siden 2013.

Her ses verdensmesteren Magnus Carlsen under den 44. skakolympiade i august 2022. (Foto: Arun Sankar © AFP or licensors)

Det gælder både delen med at trække sig fra en turnering efter en kamp samt det, at han har ladet sig tabe med vilje.

- Det her er ikke inden for skiven af, hvordan man bør opføre sig som verdensmester, siger Sune Berg Hansen og understreger, at der med den titel følger nogle forpligtelser med.

Dansk Skak Union vil ikke spekulere i det

Hos Dansk Skak Union, der organiserer danske skakklubber, vil formand Poul Jacobsen ikke bruge krudt på at gisne om, hvem der har ret.

Han medgiver dog, at det selvfølgelig stadig er vigtigt og interessant, hvad der foregår.

- Det er fuldstændig umuligt at svare på, hvad der er op og ned.

- Måske finder man et fældende bevis, måske konkluderer man på et tidspunkt, at der var ingenting i sagen. Det er svært at sige, siger Poul Jacobsen.

Skakmester: Nogle har snydt med sendere i sko og hår

Den amerikanske skakspiller Niemann har selv meldt ud, at det er rigtigt, at han tidligere har snydt, men det har været ved onlinekampe på Chess.com, der er en af skakverdenens største spilhjemmesider.

Det er dog set før, at nogle har snydt ved fysiske skakkampe, fortæller Sune Berg Hansen.

For eksempel hvor nogle har hjulpet med et signalsystem, så spillere fik signal undervejs om, hvilke træk der skulle laves. Han fortæller også, at der har været historier, hvor nogle har haft sendere i sko og i håret.

Også Poul Jacobsen mener, at det er realistisk, at der kan være forekommet snyd ved fysiske kampe.

- Man har set mange eksempler gennem de sidste mange år, hvor man har bedt spillere på forskellige niveauer om at vise, hvad de har i lommerne, og nogle er sågar blevet bedt om at afføre sig skjorte og så videre.

- Nogle har haft mobiltelefoner og andre kommunikationsting tapet fast til kroppen, så det er bestemt ikke urealistisk, siger han.

Formanden påpeger dog, at topskak i dag på verdensplan også bliver kontrolleret tæt, og at det især ved fysiske turneringer bliver tjekket, om de for eksempel har mobiletelefoner og smartwatches på sig.

Præcisering: Vi skrev tidligere, at Mangnus Carlsen opgav efter et træk. Der var tale om to træk. Desuden er "tidligere stormester" rettet til "stormester" i Sune Berg Hansens titel.