Spitzenkandidaterne kæmper om magten: Ni ting, du skal vide om Europas 'usynlige præsidentvalg'

Europas politikere har indledt en nærmest uset kampvalg om posten som formand for Europa-Kommission.

Kampen om, hvem der skal være ny formand for Europa-Kommissionen, er gået i gang.

Når der skal vælges ny præsident i USA, bliver valgkampen fulgt minutiøst herhjemme, og mange danskere er nærmest på fornavn med de politikere, som kæmper om at blive præsidentkandidater for Demokraterne og Republikanerne.

Men lige så meget opmærksomhed, der er om det amerikanske valg, lige så lidt er der om den europæiske pendant, som netop nu er i fuld gang.

Næste år skal der nemlig udpeges en ny formand for Europa-Kommissionen.

Og lige nu kæmper en række europæiske politikere om at blive deres partiers såkaldte ’spitzenkandidater’ til posten.

Kommissionsformanden er en af de mest magtfulde poster i EU, og den kommende formand vil få stor indflydelse på unionens politiske linje – og derved vores liv.

Men hvad går denne 'spitzenkandidat'-proces helt konkret ud på?

Og hvorfor kan statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og mange af hans europæiske kollegaer ikke lide tanken bag?

DR Nyheder giver dig her et overblik over Europas 'usynlige præsidentvalg', der splitter politikerne på kryds og tværs af EU.

1) Hvad er en ’spitzenkandidat’?

’Spitzenkandidat’ er tysk for ’spidskandidat’, og tanken er kort og godt, at de europæiske politiske partier, der er repræsenteret i Europa-Parlamentet, hver især skal stille med en spidskandidat til posten som formand for Europa-Kommissionen. Den politiske familie, der får flest stemmer ved parlamentsvalget, får så også førsteret til formandsposten.

Sådan lyder det i hvert fald, hvis man spørger et flertal af Europa-Parlamentets medlemmer, flere af de europæiske politiske partier samt den nuværende kommissionsformand, Jean-Claude Juncker.

Stats- og regeringscheferne er dog langt fra enige, men det vender vi tilbage til.

I Europa-Parlamentet er langt størstedelen af parlamentarikerne medlemmer af europæiske paraplypartier, der er sammensat af både partier og enkeltpersoner fra de forskellige medlemslande, og som arbejder på tværs af grænserne. De danske socialdemokrater er eksempelvis sammen med ligesindede i De Europæiske Socialdemokrater (PES), mens De Konservative er medlem af centrumhøjrepartiet Det Europæiske Folkeparti (EPP).

Det er altså disse partier, som hver især skal finde en spidskandidat, der kan være klar til parlamentsvalget om mindre end et halvt år.

Det Europæiske Folkeparti har valgt tyske Manfred Weber, som i dag er formand for EPP's gruppe i parlamentet, til at være dets spidskandidat. Og hos de europæiske socialdemokrater er det hollandske Frans Timmermans, der er første næstformand for Kommissionen, som skal være deres kandidat.

Den nuværende formand for Europa-Kommissionen er Jean-Claude Juncker, der tidligere har været Luxemburgs premierminister. (Foto: Francois Lenoir © Scanpix)

2) Hvorfor er formanden for Europa-Kommissionen så vigtig?

Europa-Kommission er en af de mest magtfulde institutioner i EU-systemet, og derfor spiller formanden også en vigtig rolle.

Det er ene og alene Europa-Kommissionen, der har lov til at fremsætte nye lovforslag i EU. Det kan ske på eget initiativ eller på opfordring fra medlemslandene, europaparlamentarikerne eller de nationale parlamenter. Men det er altid Kommissionen, der har serveretten.

Herefter er det så op til Europa-Parlamentet og EU-landenes ministre, der sidder i Ministerrådet, at forhandle aftalerne på plads.

Det er samtidig Europa-Kommissionen, der skal holde øje med, om medlemslandene overholder EU-reglerne, og på en række områder er Kommissionen EU’s ansigt udadtil. Det så man tidligere på året, hvor den nuværende formand besøgte USA's præsident, Donald Trump, for at få afværget en truende handelskrig.

Udover formanden består Europa-Kommissionen af kommissærer fra alle medlemslandene, og her har formanden også en enorm magt, når det kommer til at sætte sit eget hold.

Danmarks bidrag er den radikale Margrethe Vestager, som sidder på posten som konkurrencekommissær.

3) Hvornår skal den næste formand findes?

Der bliver udpeget en ny Europa-Kommission hvert femte år, lige efter valget til Europa-Parlamentet.

Det næste valg er til maj næste år, og den nye formand skal efter planen godkendes første gang, at de nyvalgte parlamentarikere mødes i juli. Hele kommissionen skal nemlig træde i kraft senest den 1. november 2019, og derfor er det vigtigt, at formandsvalget ikke trækker ud.

Det kræver dog, at udvælgelsesprocessen forløber gnidningsfrit. Og det er langt fra sikkert, at det bliver tilfældet, for der er mange interesser på spil.

Margrethe Vestager (R) har været Danmarks kommissær i EU siden 2014. (Foto: THIERRY MONASSE © Scanpix)

4) Hvordan bliver den nye formand udpeget?

Formelt set er det Lars Løkke Rasmussen, Angela Merkel, Emmanuel Macron og de andre europæiske stats- og regeringschefer, der indstiller en kandidat til posten. Herefter skal europaparlamentarikerne så godkende eller forkaste den pågældende politiker ved en afstemning.

Der er dog ikke helt enighed om, hvem der skal have lov til at komme i spil til posten.

I Lissabontraktaten fra 2009 blev det nemlig indskrevet, at det fortsat er stats- og regeringscheferne, som skal indstille formanden, men at det skal ske "under hensyntagen til valget til Europa-Parlamentet".

Dette ”hensyntagen” har i den grad været op til fortolkning. Og spørger man mange af de europæiske partier og europaparlamentarikerne, kan det kun forstås sådan, at kommissionsformanden skal være en af partiernes kandidater.

Stats- og regeringscheferne må altså ikke bare trække en kandidat ind fra kulissen, og derfor indførte de spidskandidatprocessen ved det seneste parlamentsvalg i 2014. De mente, at det kun var fair, at de europæiske vælgere også var med til at vælge kommissionsformanden. Og processen lykkedes, for de endte med at få den konservative spidskandidat, Jean-Claude Juncker, valgt.

I begyndelsen af året vedtog et flertal af parlamentarikerne, at de kun vil sige ja til den næste kommissionsformand, hvis personen er en af disse spidskandidater.

Hvis stats- og regeringscheferne dukker op med deres egen kandidat, vil de stemme nej uanset hvad.

5) Hvad siger tilhængerne af ’spitzenkandidaterne’?

Et af hovedargumenterne er, at det gør EU mere gennemsigtigt, hvis formandskandidaterne er kendt på forhånd. På den måde undgår man politiske studehandler mellem stats- og regeringscheferne i de sene topmøde-nattetimer.

Derudover mener tilhængerne, at det vil gøre EU mere demokratisk, hvis folk er klar over, hvem der er i spil til formandsposten, når de skal stemme til europaparlamentsvalget.

Sidste gang holdt kandidaterne eksempelvis debatter om EU's fremtid, der blev streamet og transmitteret rundt om i Europa under valgkampen.

Samtidig mener flere, at det kun er fair, at det er det parti, der har fået flest stemmer ved valget, også får mest at skulle have sagt i forhold til lovgivningsprocessen.

6) Og hvad siger modstanderne?

De køber ikke argumentet om, at spidskandidaterne gør EU mere demokratisk eller gennemsigtigt.

Valgdeltagelsen ved europaparlamentsvalgene er i forvejen lav – i 2014 lå den på 42,61 procent i hele EU og 56,2 procent i Danmark. Og modstanderne mener, det er noget nær utopisk at tro, at europæerne gider at gå op i spidskandidaterne, når de har svært nok ved at interessere sig for deres egne, nationale kandidater.

Ved det seneste valg viste en måling fra Altinget, at tre ud af fire danskere aldrig havde hørt om de spidskandidater, som dengang kæmpede om posten.

Derudover mener kritikerne ikke, at processen er så demokratisk, som det bliver fremstillet. Det er partierne selv, der vælger kandidaterne, og de behøver ikke engang at være medlem af Europa-Parlamentet.

Derudover får europæerne ikke lov til at stemme direkte på spidskandidaterne, og derfor vil der under alle omstændigheder kun være tale om et noget kringlet, indirekte valg.

- Det er total fiktion, at folk kan stemme på kommissionsformanden, lød kritikken i september fra den danske kommissær, Margrethe Vestager.

7) Hvor står Europa-Parlamentet?

Et flertal af parlamentsmedlemmerne har som bekendt vedtaget, at den næste kommissionsformand skal være en af partiernes spidskandidater. Trods det, er der fortsat en række stridigheder internt i parlamentet, som mangler at blive løst.

Skal det automatisk være den største partigruppe, der har førsteret til posten, hvis det kan samle et flertal omkring sige, eller skal mindre partier også have lov, hvis de kan danne et alternativt flertal?

I dag er det kristenkonservative EPP-parti det største i parlamentet, og ifølge foreløbige målinger er det ikke utænkeligt, at det fastholder den position efter næste valg. Men hvad nu hvis socialdemokraterne kan skrabe et flertal sammen om deres kandidat, skal de så have lov til at få formandsposten?

Et flertal i Europa-Parlamentet har stemt for, at det skal være en af 'spitzenkandidaterne', der skal være ny kommissionsformand. (Foto: Patrick Seeger © Scanpix)

Og hvad gør Europa-Parlamentet, hvis de EU-skeptiske partier får et succesvalg næste år? Skal deres kandidat så være kommissionsformand, selvom de EU-positive partier samlet set har fået flest stemmer?

Matteo Salvini, der er leder af Italiens højrenationalistiske og stærkt EU-kritiske regeringsparti Lega, udtalte i oktober, at han overvejer at gå efter posten. Det er ikke noget, der ligefrem vækker glæde blandt de EU-positive politikere.

Flere af de europæiske politiske partier vil i løbet af den kommende tid vælge deres spidskandidater.

Men ECR-gruppen, hvor Dansk Folkeparti sidder, har meddelt, at de ikke er interesseret i spidskandidatprocessen. I GUE-gruppen, hvor Folkebevægelsen mod EU er medlem, har man endnu ikke taget stilling til, om man vil deltage. Og hos det liberale Alde, hvor både Venstre og De Radikale er medlemmer, er man også ved at genoverveje, hvor man står i forhold til processen.

Der har tidligere været rygter om, at den franske præsident, Emmanuel Macron, gerne vil have Margrethe Vestager på formandsposten. Men Alde er kun den fjerdestørste partigruppe i parlamentet, og derfor kan det blive svært for partiet at få valgt deres spidskandidat, hvis det ender med et kampvalg som sidst.

Derfor er det uvist, hvor stor den interne opbakning er, når man når frem til valget i slutningen af maj.

8) Hvad siger stats- og regeringscheferne?

Her er der heller ikke ligefrem den store opbakning til ideen om spidskandidater.

Der er nemlig tale om et magtspil mellem de europæiske stats- og regeringschefer og europaparlamentarikerne, og mange af dem føler, at Europa-Parlamentet og de fælleseuropæiske politiske partier har ”kuppet” formandsprocessen.

Tidligere på året blev stats- og regeringscheferne – der i EU-regi går under navet Det Europæiske Råd – derfor enige om, at de ikke per automatik ville udpege en af kandidaterne til formandsposten.

Flere har argumenteret for, at det vil underminere medlemslandenes parlamenter og regeringer, hvis det bliver op til parlamentet at udpege den magtfulde formandspost.

Et andet argument er, at kommissionsformanden skal have en vis politisk pondus, hvis han eller hun skal kunne sætte sig op imod eksempelvis Donald Trump eller den kinesiske præsident, Xi Jinping. Men hvis kandidaterne skal udpeges på forhånd, bliver det noget nær umuligt for toppolitikere, ikke mindst stats- og regeringscheferne, at kaste deres navne i puljen.

For når først en kansler, statsminister eller præsident har meddelt, at hun eller han egentlig hellere vil et andet job, så går der ikke mange minutter før, at personen er sat uden for politisk indflydelse i hjemlandet.

- En af grundene til at jeg ikke bryder mig så frygtelig meget om den her ’Spitzenkandidat’-procedure, det er, at den jo i virkeligheden ekskluderer for eksempel en masse fungerende regeringsledere, sagde Lars Løkke Rasmussen tidligere på året til Altinget.

Han understregede dog, at han ikke selv har nogle planer om det.

Derudover er der en lang række af EU’s topposter, der skal besættes næste år, og i den kabale er kommissionsformanden et vigtigt kort. Der er nemlig mange hensyn, der skal tages i den forbindelse – eksempelvis partifarve, hvor i Europa kandidaterne kommer fra og deres køn.

Men hvis nu kommissionsformandsposten er afsat på forhånd - og er reserveret den politiske partigruppe, der er blevet størst ved parlamentsvalget - kan det spænde ben for de efterfølgende forhandlinger.

9) Hvorfor er det så afgørende denne gang?

Fordi det kan komme til at danne præcedens for, hvordan kommissionsformændene fremover bliver udpeget.

Processen blev introduceret for første gange ved valget i 2014, og det kom bag på mange parlamentarikere, at det rent faktisk lykkedes dem at få Jean Claude-Juncker valgt. Han bakker selv op om processen, og den tyske kansler, Angela Merkel, har sagt god for Manfred Weber som spidskandidat for EPP.

Derudover har et flertal af europaparlamentarikerne som sagt vedtaget, at de kun vil stemme ja til en af deres egne spidskandidater. Der er dog bare det, at den beslutning ikke gælder efter valget. Så er der nemlig blevet valgt et nyt parlament, og det er slet ikke sikkert, at de politikere kun vil sige ja til en af deres egne spidskandidater.

Meget afhænger også af sammensætningen af det kommende parlament. De EU-skeptiske partier er allerede lunkne over for hele processen, og ifølge iagttagere er det ikke utænkeligt, at de af princip vil stemme imod enhver spidskandidat, hvis de får flere pladser efter næste valg.

Derudover bliver der spekuleret i, om europaparlamentarikerne kan gå med til en udefrakommende kandidat, som stats- og regeringscheferne selv disker op med, hvis de altså bliver godt betalt for det på andre indflydelses-områder.

Blandt de EU-positive politikere er der en frygt for, hvad der vil ske, hvis stats- og regeringscheferne og parlamentarikerne ikke kan blive enige, og udpegningen derved ender i en krise. Det kan ifølge de politikere komme til at skade EU’s legitimitet og derved give vind i sejlene hos dem, der er kritiske over EU-projektet.

Europa-Parlamentsvalget finder sted i Danmark søndag den 26. maj 2019.

Her er de danske partiers spidskandidater til EP-valget næste år. (Foto: Grafik Simone Cecilie Møller © DR Nyheder)
Her er de danske partiers spidskandidater til EP-valget næste år. (Foto: Grafik Simone Cecilie Møller © DR Nyheder)
Facebook
Twitter