Spørgetime på tv: Putin får spørgsmål om alt fra togdrift til Islamisk Stat

Næsten 2,5 millioner russere havde allerede inden spørgetimen stillet spørgsmål til den russsiske præsident.

Den russiske præsident Vladimir Putin lytter til tv-værterne ved den årlige spørgetime. Her har Putin blandt andet sagt, at han ikke forventer, at der bliver lempet på de internationale sanktioner mod Rusland i den nærmeste fremtid, og det skal Rusland udnytte ved at styrke landets egen udvikling. (Foto: Michael Klimentyev © Scanpix / EPA)

Torsdag var den russsiske præsident Vladimir Putin i en flere timer lang spørgtime, der blev sendt live på flere tv- og radiostationer.

Ifølge Kreml havde borgere i Rusland ringet ind over 1,7 millioner gange, ligesom de skulle have sendt 400.000 mobil-beskeder af sted til callcenteret - allerede inden torsdagens årlige tv-transmitterede spørgetime, der gik i gang klokken 11 dansk tid.

KREML Vi har modtaget næsten 2,5 millioner henvendelser inden start på spørge-sceancen

Og undervejs i spørgetimen kom der mange forskellige spørgsmål.

Spørgsmål om togdrift, Islamisk Stat og økonomi

Præsidenten har ifølge The Moscow Times blandt andet svaret på spørgsmål om, hvorvidt tidligere veteraner nogensinde vil få de lejligheder, de engang er blevet lovet.

Han har svaret på et spørgsmål om dårlig togservice og nedskæringer på flere toglinjer. Her svarede Putin, at regeringen vil gøre alt for at genoprette togruterne.

THE MOSCOW TIMES Engelsk liveblog fra spørgetimen

Et spørgsmål har ifølge The Moscow Times også handlet om, hvorvidt terrororganisationen Islamisk Stat er en trussel mod Rusland, og om de rekrutterer i Rusland.

Til det har Putin svaret, at Islamisk Stat ikke er en direkte trussel mod Rusland. Han tilføjede, at det var et totalitært styre, der fandtes under Saddam Hussein i Irak, men at der dengang ikke var terror.

Økonomi - et af de store temaer

Ifølge Ruslands-analytiker ved Policy Group, Jens Worning, har et af de store temaer i løbet af udsendelsen været økonomien.

- Første dagsorden var den økonomiske. Her er Putin kommet med to budskaber. Det ene er, at den økonomiske krise ikke er så slem, som man kunne have frygtet. Det er gået lidt lettere. Men der er dog lang vej igen.

- Han siger, at det tager et par år at bygge økonomien op igen, fortæller Jens Worning.

Derudover har Putin også indikeret, at krisen i Ukraine ikke slutter foreløbig. Som Jens Worning siger det:

- Han siger meget klart, at han forventer, at Vestens sanktioner mod Rusland fortsætter nogle år endnu. Dermed får vi et fingerpeg om, at krisen i Østukraine ikke løser sig lige foreløbig og ikke i år.

Der er sluppet kritiske spørgsmål igennem

Jens Worning følger spørgetimen og fortæller, at præsidenten også har svaret på kritiske spørgsmål, selvom de bliver gennemlæst, inden de bliver stillet for rullende kameraer.

- Der er allerede sluppet kritiske spørgsmål igennem til Putin.

Den tidligere finansminister var en af de første, der stillede spørgsmål, siger Worning.

Han påpegede, at olieprisen var 30 dollar for en tønde under Putins første periode, og der steg BNP med syv procent om året. Nu tegner det til, at BNP kun bliver på 1,5 procent her i hans tredje periode.

Putin svarede meget kontant på det, selvom man ifølge Worning kunne se, at spørgsmålet gjorde ham lettere oprevet.

Facebook
Twitter