"Velkommen til 0 meter!"

Det var den besked - skrevet på et oppusteligt liggeunderlag - der mødte amerikanske Mark Dickey, da han i nat blev reddet tilbage til jordens overflade.

Forud var gået en uges dramatisk redningsaktion, der har involveret mere end 150 redningsfolk fra syv lande.

- Det har været et afsindigt eventyr, men jeg er stadig i live, sagde huleforskeren, inden han takkede de mange redningsfolk, der har været med til at redde ham op fra et af Tyrkiets største hulesystemer.

Redningsaktionen har krævet nøje koordinering.

Det fortæller den danske huleforsker Louise Korsgaard.

- Jeg kan forstå, at den her hule i Tyrkiet er meget dyb med mange skakter. Det er ret hårdt at være i hulemiljøet, især når man skal op og ned af sådan nogle lodrette skakter. Så derfor kræver det, at man har masser af fysisk overskud og flere hold, der kan afløse hinanden, siger hun.

- Der er brugt rigtigt mange kræfter, og der har været nogen, der har været gode til at koordinere, fortæller hun.

Et lårben kan være for stort

For det er sin sag at redde en syg mand, fastspændt på en båre, op fra 1.100 meters dybde.

Især når det skal ske i en verden formet af snævre passager og skakter, der nogle steder fører mere end 100 meter direkte ned i dybet.

- Der er så snævert, at man kun lige kan knibe sig igennem passager og rundt om hjørner, siger Louise Korsgaard.

- Nu er jeg ret høj, så nogle gange er mit lange lårben en udfordring, når man skal rundt om hjørnerne. Et lårben kan jo ikke bøje, og sådan er det også med en båre, siger Louise Korsgaard.

Hun er en af de få danskere, der dyrker huleudforskning på et seriøst plan, hvor hun deltager i ekspeditioner med det formål at kortlægge huler i blandt andet Nordspanien, Malaysia og Borneo.

Hun er medlem af Kvindelige Eventyreres Klub og har været med til at opdage Indiens længste hule på 30 kilometer. Hun er uddannet geograf og miljøingeniør og arbejder i det daglige med kloaksystemer.

- Det er nok det tætteste, Danmark kommer på huler, siger hun.

Hun har ikke været i det pågældende hulesystem i Tyrkiet, men hun har selv oplevet risikoen ved faget.

Blev efterladt i hule som 19-årig

Selv oplevede hun som 19-årig, inden hun selv var erfaren huleforsker, at komme i problemer i en hule i Malaysia.

Sammen med sin søster havde hun hyret en lokal guide til at vise dem en hule i en nationalpark.

Men guiden mistede orienteringen, og de løb tør for lys. Han efterlod pigerne i mørket og forsøgte at finde vej med sin nødlampe.

- Han gik. Og så sad min søster og jeg uden lys i en af verdens største hulesystemer. Vi var derinde i 17 timer, før vi blev fundet, fortæller hun.

Det blev afgørende, at de havde en aftale med en mand, der skulle sejle dem tilbage.

- Da vi ikke kom ud, så slog bådmanden alarm, og så sendte de redningsfolk ind fra både den ene og den anden side af hulen. De fandt først guiden, der var faret endnu mere vild, og så bagefter fandt de os, fortæller hun.

Derfor skal man altid være forberedt på det værste, når man tager afsted, siger hun.

- En tur, man troede skulle tage to timer, kan udvikle sig til 24 timer på grund af for eksempel vand i hulen, siger hun.

Hold fra syv nationer

I den tyrkiske Morca-hule udviklede situationen sig til det værre, da den erfarne amerikanske huleforsker Mark Dickey lørdag pludselig blev syg med indre blødninger.

Han begyndte at kaste blod op, og var ikke i stand til selv at tage turen til overfladen.

Næste dag ankom et ungarsk redningshold til området med helikopter, og en læge nåede ned til Dickey. Han fik blodtransfusion, og man begyndte at planlægge evakueringen.

Redningshold fra flere lande ankom i løbet af de næste dage.

Ifølge Den Europæiske Forening for Huleredning (ECRA) har der deltaget hold fra Tyrkiet, Ungarn, Portugal, Italien, Polen, Kroatien og Italien i redningsaktionen.

Hvert land har fået ansvar for hver deres del af ruten, hvor de har skullet placere nye reb og visse steder sprængt de snævreste passager fri for at kunne få båren igennem.

Det sker blandt andet for at undgå kødannelser i de snævre skakter, fortæller Louise Korsgaard.

- Mange steder kan man ikke passere hinaden, og når man hænger på et reb, kan der kun være én på rebet ad gangen, fortæller hun.

Redningsarbejderne installerede også en trådløs forbindelse, et såkaldt Cave-Link, på bunden af hulen, så redningsholdene havde mulighed for at sende beskeder til hinanden og kommandocenteret på overfladen.

Og onsdag optog Mark Dickey tilmed en video fra hulen, hvor han takkede den tyrkiske regering og de mange redningsfolk for hjælpen.

Lørdag gav lægen så grønt lys: Patientens tilstand var så stabil, at han kunne flyttes.

Trin for trin begyndte holdene at bære, hejse og skubbe båren mod overfladen.

I løbet af lørdagen fik de den syge huleforsker frem til en interimistisk lejr i 700 meters dybde under overfladen.

Næste dag flyttede redningsholdene Mark Dickey 200 meter længere op, og båren ankom ved 19-tiden til -500 meter.

- Tilstanden er stabil, oplyste redningsfolkene.

Mandag ved 11-tiden havde evakueringen nået -300 meter og var allerede på vej til det næste planlagte stop ved -180 meter.

Og ved halv et-tiden natten til tirsdag kunne kollegaerne så sige "Velkommen til overfladen" til Mark Dickey, der selv i flere år har undervist i netop redning fra huler.

Sygdom kan bringe andre i fare

For Louise Korsgaard understreger hændelsen vigtigheden i at være ved godt forberedt og ved godt helbred, når man bevæger sig ned i mørket.

- Hvis man har en eller anden sygdom, skal man være meget påpasselig med at tage af sted, fordi man kan sætte så mange andre liv enten i fare, siger hun.

- Hvis jeg synes, at jeg har en dårlig dag, så melder jeg fra. Man skal være totalt fit for fight, siger hun.

Hun er dog ikke i tvivl om, hvorfor hun er tiltrukket af at udforske nye og ukendte passager dybt under jorden.

- Hvis jeg havde levet for 400 år siden, så havde jeg nok været opdagelsesrejsende. Jeg synes, at det er så fascinerende, at man kan finde noget nyt på den her planet. At man ikke ved, hvad der kommer rundt om hjørnet, siger hun.

Hendes næste ekspedition i efteråret går til Nordspanien.