Sri Lanka opjusterer dødstallet efter angreb: 359 dræbte

Samtidig er det samlede antal anholdte efter søndagens terrorangreb oppe på 58.

Sikkerhedsstyrker i gaderne i Sri Lankas hovedstad, Colombo. (Foto: Jewel SAMAD © Scanpix)

Dødstallet efter søndagens bombeangreb i Sri Lanka er steget til 359.

Det oplyser polititalsmand Ruwan Gunasekara onsdag morgen. Tirsdag lød dødstallet på 321.

Polititalsmanden oplyser videre, at 18 mistænkte er blevet anholdt i løbet af natten. Det bringer det samlede antal anholdte op på 58.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Tirsdag advarede Sri Lankas premierminister, Ranil Wickremesinghe, om, at adskillige mistænkte bevæbnede med sprængstoffer fortsat var på fri fod.

Samtidig fortalte den srilankanske viceforsvarsminister, at søndagens angreb var "gengæld" for et angreb mod to moskéer i Christchurch i New Zealand den 15. marts.

- Den foreløbige efterforskning af bombeangrebene viser, at det, der skete i Sri Lanka søndag, var gengæld for angreb mod muslimer i Christchurch, sagde viceforsvarsminister Ruwan Wijewardene ifølge nyhedsbureauet AFP.

Blomster lagt ved St. Anthony's Shrine i Colombo, hvor et af terrorangrebene fandt sted. (Foto: Jewel SAMAD © Scanpix)

Ifølge viceforsvarsministeren er det to lokale islamistiske organisationer - deriblandt National Thawheed Jama'ut (NTJ) - står bag bombeangrebene.

Tirsdag tog den militante gruppe Islamisk Stat (IS) skylden for angrebene.

IS offentliggjorde samtidig et billede af otte mænd, der ifølge den militante islamistiske gruppe står bag angrebene.

Der blev dog ikke fremlagt nogen beviser for påstandene, og billedets ægthed er ikke bekræftet.

Samme dag fortalte Sri Lankas premierminister, Ranil Wickremesinghe, på et pressemøde, at Islamisk Stat kan have spillet en rolle i angrebene påskesøndag.

- Vi vil følge op på IS' påstande. Vi mener, at der kan være en forbindelse, sagde han.

/ritzau/

Facebook
Twitter